’Vladimir’: Noget er off i Netflix’ nye serie om magt og begær
SERIE. Når en underviser kører sit ansigt rundt i en studines barm, er det så grammatisk korrekt at kalde det overgreb eller motorboating?
Det er et af mange spørgsmål, som lingvister og MeToo-aktivister diskuterer i Netflix’ nye sorthumoristiske serie ’Vladimir’, hvor vi netop befinder os på sprognørderiets – og de forbudte seksuelle tilnærmelsers – gerningssted: universitetet.
Her arbejder Rachel Weisz som en unavngivet skrivelærer og underviser i feministisk litteratur, og i de idylliske summer-campus-core rammer boltrer hun sig som stil- og akademikerikon og bestsellende forfatter … til én bog.
For den svære toer er rigtignok svær: Dels fordi hun mangler inspiration, og dels fordi hendes skaberro forstyrres af privatlivets ufred.
Hendes mand og professorkollega John (John Slattery – aka Roger Sterling i ’Mad Men’ og ham, der gerne ville tisses på i ’Sex and the City’) har nemlig været sammen med en masse af sine unge studerende og står nu over for en høring, der skal afgøre hans fremtidige karriere og eftermæle.
At han har knaldet andre, er sådan set ikke et ægteskabeligt problem. For det belæste powercouple har et ’arrangement’ – på 2026’sk oversættes det vistnok til polyamori – som også giver hende frit lejde til at savle herremeget over den nye, yngre adjunkt Vladimir (Leo Woodall).
Om den førsteelskende titelfigur gengælder interessen, bliver både seriens og hovedkarakterens drivkraft og det dramatiske knudepunkt i fortællingen om kunstnere og deres muser, mennesker og deres begær.
Netop denne spænding udspiller sig blandt andet i softporn-slowmotionsekvenser, der iscenesætter antiheltindens female gaze og ’forbudte’ fantasier, og hvor grænserne mellem forestilling og virkelighed – og skellet mellem rigtigt og forkert – langsomt udviskes.
Det føler hun også, at hun bliver. Udvisket og irrelevant. Og selvom det kan virke utroværdigt, at en kvinde, der ligner Rachel Weisz, mener, hun ikke (længere) er tiltrækkende, bliver fokusset på sammenhængen mellem alder, attraktivitet og agens hurtigt seriens mest interessante træk.
Andre elementer virker til gengæld lidt off – som når en fuldvoksen farmand på et tidspunkt siger »me likey«. Føj. Eller når en serie med ekstrem fokus på hed sex og den gode fortællerkunst ikke leverer nogen af delene. Øv.
En omgang akavet doggystyle-ish i et sommerhus var faktisk næsten lige så frustrerende, som at historien er fuld af plothuller og halvbagte konflikter, og at mange af bikaraktererne, der ellers indledningsvist får både sjæl og skærmtid, lades i stikken.
Men der skal jo være plads til, at hovedkarakteren bryder den fjerde væg ved hele tiden at tale direkte til kameraet, ’Fleabag’-style.
Det kan være et godt greb, hvis det doseres korrekt. En dødssynd, hvis det overdrives. Og desværre gør det sidste sig gældende i ’Vladimir’, hvor al mystik og spænding tages ud, fordi kommentatoren – trods tendens til at være upålidelig og delulu – har det med at spoile, hvad der sker lige om lidt.
Det er dog klart en effektiv måde at illustrere, at det er hende, der orkestrerer fortællingen – og samtidig peges der på ordet som seriens egentlige analyseobjekt, puls og byggesten.
Man kan derfor ikke forvente andet, end at der naturligvis er kælet for dialogen, som indimellem leverer deciderede genistreger, når den ubesværet sammenfletter moderne problemstillinger med ældre tekststykker.
Særligt de intertekstuelle referencer til ’Lolita’ er en no-brainer, da den amerikanske roman fungerer som et moderskib i æstetisk berøring af lyst, aldersforskel og ulige magtbalancer.
Men ligesom Nabokovs berømte og berygtede klassiker ender ’Vladimir’s undersøgelse af begærets og relationers kompleksitet som et tunnelsynet forsvarsskrift for, at samtykke kan tolkes lige så frit som litterære sværvægtere.
Det virker tonedøvt – om end der ligger en pointe i, at værket påvirkes af øjnene, der læser det. Og en endnu større i, at narrativet skrives af dem med pennen og magten.
Kort sagt:
Netflix’ nye May-December-serie understreger upåklageligt den modne kvindes berettigelse og stærke libido. Desværre er ’Vladimir’ hverken så velfortalt eller begavet, som man kunne have håbet.
Anmeldt på baggrund af hele serien.