’NUTS’ er en David Lynch-agtig feberdrøm fyldt med egern
Vi starter in media res, som man siger, for jeg bliver smidt af midt på en vej, og jeg aner ikke, hvad jeg skal. Længere nede ad vejen peger en stor, rød pil mod et skovområde.
Jeg bevæger mig ned ad stien, og pludselig giver en voiceover mig et nærmere indblik i, hvad dælen jeg laver. Noget med en månedlang tjans midt ude i en skov som egernobservatør.
Hvis du tænker »egernobservatør, what?«, er du ikke den eneste. Men det er netop pointen med ’NUTS’: Intet giver mening. I hvert fald ikke ved første øjekast.
Det, der dog giver mening, er selve oplægget: Som forskningsassistent er du blevet hyret til at observere egern i Melmoth Forest. En fordækt organisation vil bygge en dam, der smadrer de vilde dyrs habitat, og din hjælp er altafgørende for at stoppe byggeprojektet.
Med en GPS i den ene hånd og et par kameraer i den anden skal du følge egern rundt på deres færd, imens du optager og overvåger deres gøremål.
Resultaterne sender du dagligt af sted til Nina, en kvindelig forsker, som samtidig indlemmer dig i Melmoth Forests hemmeligheder.
Det lyder meget lige til, ikke? Kig på nogle egern, tjek ind med din chef, gentag.
Der går naturligvis ikke længe, før det hele begynder at lugte lidt uldent. Hvorfor er der lige pludselig et havareret skib længere ude i skoven? Og hvorfor ligger der en bunke dynamit i en egernhule?
Svarene kommer drypvist, for ’NUTS’ har ikke travlt med at forhaste sig ud i konklusioner. Selvom spillet er en nogenlunde kort affære (du kan klare det på en lang aften), lever det højt på at skabe en stemning frem for at kaste det hele i ansigtet på dig.
Når din daglige samtale med Nina slutter brat, fordi forbindelsen ryger, er det så virkelig bare fordi, forbindelsen er dårlig, eller er der nogen, der saboterer dig?
Det skaber en creepy, næsten David Lynch-agtig stemning, hvor du aldrig helt ved, hvad der er op og ned. Observerer du bare egern, eller er du faktisk den, der bliver observeret?
Oplevelsen hjælpes især på vej af et sublimt lydarbejde i spillet, som du simpelthen er nødt til at nyde i fulde drag med et par høretelefoner, imens du samtidig sluger spillets helt særegne visuelle stil.
Det er sjældent, at man får en spiloplevelse, der bombarderer sanserne i samme stil som ’NUTS’, men det er også tiltrængt, for det abstraherer trods alt fra en enerverende repetition, der langsomt breder sig i Melmoth Forest.
Når man dag efter dag efter dag endnu en gang opsætter sit udstyr for at udføre det faste arbejde, bliver man ramt af spillets uundgåelige trivialitet. For selvom der tydeligvis er mysterier at komme efter, skrues tempoet til tider så langt ned, at man næsten hopper fra.
Derfor er det også glædeligt, at ’NUTS’ er så kort, som det er. Havde det været længere, ville Melmoth Forest og skovens egern hurtigt mistet sin charme.
Kort sagt:
Hver gang ’NUTS’ grænser sig til det monotone, reddes det på stregen af et spidsfindigt mysterium pakket ind i et spektakulært lydbillede.