‘Her Story’: Ukronologisk mordgåde optrevler en kvindes vaklende psyke
Forhørslokalet er i klassisk film- og tv-dramaturgi ofte det sted, hvor efterforskernes hårde arbejde og efterforkning endeligt betaler sig. Hvor de endelig får skovlen under skurken, og ser hans eller hendes hånlige smil blegne. Et rum, hvor omverdenen for en tid lukkes ude, for at skurken og detektiven kan gå mental holmgang i forsøget på at lokke den anden til at begå den afgørende fejl.
På overfladen ligner det nye indiespil ‘Her Story’ et tilbud om netop at træde indenfor i det forhørslokale, man har befundet sig i så mange gange før i ‘The Wire’, ‘Homicide’, ‘True Detective’ og ‘Forbrydelsen’. Men når man først for alvor dykker ned i spillet viser det sig, at det måske alligevel ikke er et helt almindeligt kriminalmysterie, vi som spillere står over for.
‘Her Story’ planter os foran en virtuel computerskærm, hvor visuelle effekter og fingeret genskin fortæller os, at vi stirrer ind i en af fortidens billedrørsskærme. På skærmen står et enkelt programvindue allerede åbent, og fire live-action videoklip er linet op. Tidsstemplet i videosekvensernes højre hjørne fortæller os, at vi kigger på optagelser fra 1994.
I programvinuet lyser fem bogstaver i søgefelteltet op. ‘MURDER’ lyder den søgning, der har fremtryllet de fire videoklip. Og dermed er scenen sat til vores egen private mordefterforskning.
Vi kigger de fire videoklip igennem. De viser alle den samme kvinde, der tilsyneladende er interviewet med nogle dages mellemrum. Hun virker forvirret, men hun benægter at kende noget til, at Simon skulle være blevet myrdet. ‘Simon’ – et navn. Vi fjerner ‘MURDER’ fra søgeboksen og taster i stedet S-I-M-O-N. En række nye klip dukker op – vi er i gang.
Så simpel er spilmekanikken i ‘Her Story’. Det komplekse arbejde begynder først, når kvindens historie skal stykkes sammen. Videoptagelserne er fragmenterede og indeholder kun hendes svar – aldrig det indledende spørgsmål og aldrig de andre personer i rummet. Så hurtigt forvandles de mange forhørsvideoer til en sær ukronologisk monolog, som vi prøver at finde hoved og hale i.
Langsomt finder vi også ud af, at det nok ikke er nogen helt almindelig kriminalgåde, vi står over for. De mange videoklip bliver gradvist til en oprulning af hele kvindens liv – eller i hvert fald det hun påstår, er hendes liv. For klippene er også fyldt med selvmodsigelser og halve sandheder. Dermed er spillets gåde ikke så meget, at finde ud af, hvem der står bag mordet, men lige så meget at stykke hele kvindens livshistorie sammen, så godt man nu evner.
Og det sidste skal tages helt bogstaveligt, for ‘Her Story’ er ikke en fortælling med én endegyldig sandhed. Selv når spillet er slut, og alle klip er afspillet, er historien stadig åben for fortolkning, hvilket spillets livlige debatfora også er et bevis på. Spillet er mere en udforskning af en kvindes psyke, end et entydig svar på krimigådens spørgsmål om hvem, hvordan og hvorfor.
‘Her Story’ går dog ikke helt fri af nogle af de problemer, som tidligere har præget lignende transmedia-produktioner, hvor spil og film bliver blandet sammen. Videosekvenserne er velsignede, eller forbandede, alt efter hvordan man har det med den slags, med en hovedperson, der virkelig skuespiller igennem. Så man skal være klar til fuld skrue på både gestik, mimik og sigende blikke i samspil med et manuskript, som nok har logikken på plads, men måske ikke helt kan måle sig med forelæggene fra tv-seriernes verden.
Endelig kan man indvende, at der måske ikke er særligt meget spil i ‘Her Story’. I realiteten befinder vi os nok nærmere et sted mellem kunstværk, spil og tv. Så går man til ‘Her Story’ i forventningen om at få serveret et kriminalspil bliver man grimt skuffet. Men er man i humør til at få udfordret sine genrekonventioner, og villig til at se igennem fingre med lejlighedsvist overspil, så er ‘Her Story’ et spændende bevis på, at grænserne for spil i disse år udvider sig gevaldigt.
Godt
+ Modigt bud på en udvidelse af grænserne for spilmediet
+ Masser af gåder, hints og selvmodsigelser at grave sig ned i for selvbestaltede lommedetektiver
+ Snedig sammensmeltning af spillets rammefortæling og brugerinterface
Skidt
– Skuespil og manuskript virker til tider en anelse forceret
– Skuffer, hvis man forventer et gængs krimidrama eller spil
– Kan være meget kort, hvis man rammer de rigtige søgeord hurtigt