KOMMENTAR I sidste uge blev Yeezy 1 – som Kanyes første kollektion med Adidas hedder – sat til salg i nogle af verdens mest anerkendte butikker, både fysisk og online. Og i denne uge lander H&M x Balmain-samarbejdet i butikkerne.
De to kollektioner er ganske symptomatiske for en slående tendens i tiden: At vi hovedløst og ganske ukritisk hyper stjernernes adgang til og indflydelse på modebranchen. For begge kollektioner er i bedste fald ligegyldige, hvis ikke nærmest direkte umoderne. Jo, der er rigtig fine og flotte ting i begge kollektioner – men det er bare ikke rigtig godt nok i sig selv. De skal nok sælge ud ganske hurtigt, og jeg anerkender deres værdi for nogen. Men man bliver nødt til at se på dem med lidt kritiske øjne.
Sympatiske projekter
Jeg har tidligere interviewet Olivier Rousteing, Balmains kreative chef, og jeg har også her på sitet skrevet ganske positivt om Kanyes nyeste Yeezy-kollektion.
Olivier Rousteing er velformuleret, velovervejet, sympatisk og super forudseende – og har, siden jeg mødte ham, nydt virkelig godt af at have forudset Instagrams og de nye topmodellers (og Kardashian-søstrenes) indflydelse på modebranchen. Hans navn er kommet på alles læber – og nu har han lavet et af de eftertragtede samarbejder med verdens største tøjkæde.
Kanye West har med sine Yeezy-kollektioner som erklæret mål at starte en ny bølge, en regulær hær af forbrugere, der skal gøre op med forbrug, som vi kender det (læg mærke til, at Olivier Rousteing også taler om en Balmain army, når han udtaler sig om Balmain-brandet). Det har jeg kun respekt for, det er i sig selv sympatisk nok. En af grundene til, at West laver tøj, der allerede er set før (tænk Silent Damir Doma, tidlig Rick Owens og militære overskudslagre) handler netop om, at han vil gøre op med sæsontækningen og i stedet skabe kollektioner, der kan bruges igen og igen, år efter år, og hvor tøjet er så almengyldigt, at det kan sættes sammen på kryds og tværs.
Det samme kan næppe siges om Rousteings farverige og glitrende kollektion for H&M, hvor han trækker på en række hits fra sin tid som kreativ direktør hos det gamle franske modehus. Men Rousteing, der i parentes bemærket selv er brun, har ligesom Kanye West ofte udtalt sig om modebranchens manglende mangfoldighed og konsekvent arbejdet med en bredere farvepalette i sit valg af modeller – ligesom Kanye også har.
Det klinger hult
Alligevel klinger det hult og minder mig om, at selvom designere nok kan prøve at være småpolitiserende eller velmenende og nok skaber smukke kreationer, så er de først og fremmest sat i verden for én ting: At tjene penge (og i Kanyes tilfælde også liiiige pleje sit eget ego i forbifarten). Det bliver ganske tydeligt, når man går kollektionerne i sømmene og tænker på, hvem målgrupperne reelt set er, og hvordan kommunikationen føres ud i livet.
For hvis man kigger på Balmain x H&M – der også går under navnet #Balmanation (apropos det med hæren), så er der tale om en temmelig blandet landhandel. Nogle temmelig fabelagtige og ret klassiske frakker til både herrer og damer, nogle fine sort/hvid-stribede ting og glimrende læderbukser – gode gedigne ting indimellem. Men der er også perlebesætninger og Michael Jackson-attitude, så det kammer så vanvittigt meget over, at det ser billigt ud. For selvom nogle af kjolerne koster 3.499 kroner (!), er der stadig ikke tale om så godt håndværk, at det virkelig føles lækkert, og tingene sidder snorlige. Samtidig er langt de fleste af tingene til kvinder lavet så kropsnære og så hulkorte, at en underlivsbetændelse er garanteret, ligegyldig hvor uldne strømpebukser, man så har på indenunder. Og det stiller altså et ret centralt spørgsmål: Hvem er tøjet lavet til?
Hvis man alligevel skal lægge 1.499 kroner for et bredt taljebælte, der deler ens krop over i to eller 2.999 kroner for en lang, dybpink kjole med masser af tingeltangel (den minder uhyggeligt meget om de lyserøde stykker slik i en dåse Quality Street), så er vi jo ikke ude i, at det er de helt unge generationer, der hyper det her, og modellerne er de eneste, der har råd til at købe det – hvilket nok er meget heldigt, når man kigger på, hvor korte kjolerne er.
Men omvendt – når man ser kollektionen er det også tydeligt, at langt de færreste af tingene reelt er særlig langtidsholdbare. De bliver for meget i sig selv, fordi der ikke er redigeret 75 procent fra. Jeg er med på, at H&M’s samarbejder giver ‘meningmand’ mulighed for at få lidt Balmain (hvor en kjole ellers snildt koster en 30-40.000 kroner), men der er altså ret stor sandsynlighed for, at mange af de glimtende kjoler allerede virker trættende, når man skal til nytårsfest – og så går ideen ligesom lidt fløjten.
Ligeledes er det jo ganske glimrende, at Rousteing ofte taler om mangfoldighed. Men når man designer en kollektion, der tydeligvis er lavet til åleslanke (og høje!) kvinder og de modeller, han omgiver sig med, og den skal sættes så bredt til salg som hos H&M, så hopper kæden af for mig.
Taler vi mangfoldighed, kunne det være på sin plads at tale om mere end hudfarve og rent faktisk også designe en kollektion, som flere kropstyper kunne få glæde af. Det er svært at se med denne her.
Kanye for folket? #LOL
Ligeledes vil Kanye jo åbenbart starte en revolution, og nogle af hans ting er også allerede udsolgt – blandet andet hans helt uhyrlige kopi af Sorel-støvler, der snildt vinder prisen som årets grimmeste design (og som står til den nette sum af 3.599 kroner).
Manden er et levende ikon, og folk flokkes – men hvorfor er der ingen der kritiserer, at hans bomber-jakke i nylon (som godt nok er lavet i Europa, men altså…) skal koste 12.999 kroner? Eller at hans iturevne og fuldstændig ligegyldige langærmede sweater går for 15.999 kroner? Det er fandme da håbløst.
Ikke alle tingene er så dyre – det billigste er en t-shirt i armyprint til 1.499, men det stiller da et voldsomt stort spørgsmålstegn ved Wests ambition om at ændre vores forbrug. For det er i hvert fald ikke den almindelige, brede befolkning, der skal være hans ‘hær’. Det er hans venner, dem med penge nok, der uden at blinke lægger godt 2.800 kroner for en bluse med trekvartlange ærmer i bomuld.
Og så er det netop, at det bliver absurd – og usympatisk. Hans metervarer er lækre, og det hele er lavet i Europa, og det er skønt. Men der er altså ret mange danske mærker, der godt kan finde ud af at producere i EU og samtidig holde prisen på et rimeligt niveau. Den opskruede pris – både på Yeezy og #Balmaination – handler altså mere om navnet og brandet.
Så måske skulle de lade være med at prædike? Og Kanye burde overveje, om han virkelig vil påtage sig rollen som den frelsende messias, der med sit nye tøjprojekt vil få os alle til at gøre noget anderledes.
For hvis deres kollektioner og designs – når de endelig har mulighed for at nå bredere ud – ikke holder ord og leverer varen, så bliver det ligegyldigt. Endnu et eksempel på en en kapitalistisk jagt på penge, omtale, glitz. Og det er ærgerligt, for begge kollektioner havde sådan set potentiale til at italesætte nogle spændende ting. Maybe next time.