Forrygende kvindeduo stråler i det træfsikre ‘Uncharted: The Lost Legacy’
»Let’s get one thing straight, this is my gig.«
Sætningen falder tidligt i californiske Naughty Dogs nyeste udspil i den hæderkronede ‘Uncharted’-serie. Og kvinden der ytrer ordene, Chloe Frazer, har helt ret.
For efter fem spil med Nathan Drake i hovedrollen, er det hendes tur til tage styringen i et hæsblæsende eventyr, der ganske vist betræder lidt for mange velkendte stier men ikke desto mindre begejstrer med sin eminente præsentation og velfortalte historie.
DLC eller spin-off
Hvis du har fulgt ‘Uncharted’-serien og er en smule forvirret over hvad ‘Uncharted: The Lost Legacy’ helt præcis er, kan jeg godt forstå dig. Spillet blev først nævnt i forbindelse med ‘Uncharted 4’s season pass, hvor det stod beskrevet som ‘story dlc’. Til Sonys årlige Playstation Experience i december blev det så formelt annonceret med den nuværende titel. Som følge af Naughty Dogs evigt høje ambitionsniveau havde udvidelsen fået vokseværk og var ikke længere dlc men en “særskilt ‘Uncharted’-historie”, der ikke krævede ‘Uncharted 4’. På trods af dette kaldte spillets creative director, Shaun Escayg på dette tidspunkt stadig ‘The Lost Legacy’ for en udvidelse.
Den definition er Naughty Dog nu gået væk fra. Da jeg i sidste måned talte med Scott Lowe fra netop Naughty Dog, var han klar i mælet om, at udvikleren anser ‘The Lost Legacy’ helt og aldeles som et spin-off; et fuldt spil som dog lanceres til en reduceret pris for at gøre det så nemt som muligt for nye spillere at opdage serien. Det lyder nærmest altruistisk, og sandheden er nok snarere, at prisen også skyldes en markant kortere længde end ‘Uncharted 4’ samt det faktum, at spillets rødder som dlc til netop dette spil kan mærkes.
For lad det være sagt med det samme: ‘The Lost Legacy’ er ‘Uncharted 4’ med et nyt lag maling. Elementer som styringen af Chloe og følelsen når du affyrer et våben føles helt ens, og værktøjer som rebet og pitonen går også igen. På et punkt er spillet endda gået et skridt tilbage i form af et upålideligt checkpointsystem. Et par gange døde jeg midt i en sekvens blot for at genstarte længere fremme i spillet, fordi spillet åbenbart mente, at jeg havde klaret udfordringen. Mystisk. Eneste gameplaymæssige fornyelse er Chloes evne til at dirke låse op, og den kommer først rigtig til sin ret i en snedig sekvens i slutningen af spillet.
Den store nyhed er i stedet et helt nyt eventyr med en herlig duo, og når vi snakker ‘Uncharted’, er det vel også det, de fleste af os kommer efter. Og selvom det spilmæssigt ikke længere ligefrem er et uncharted territorium, formår Naughty Dog på flere punkter faktisk at forbedre og forny sin ‘Indiana Jones i spilform’-fortælling.
Narrativ dissonans?
Et kritikpunkt der i stigende grad har ramt ‘Uncharted’-serien er den narrative dissonans mellem den godmodige og sympatiske Drake i spillets mellemsekvenser kontra den koldblodige morder, der i actionscenerne mejer tusindvis af mennesker ned uden skyggen af anger. I 2007 da det første spil udkom, var det par for the course for actionspil, men i takt med at spilmediet er modnet, er det et element, der i stigende grad stikker ud. Sidste års ‘Uncharted 4: A Thief’s End’ gik problemstillingen lidt i møde ved at modne Drake og fokusere på hans identifikations- og midtvejskrise. Men Drake er og bliver Drake, og de gode intentioner til trods, viste det sig svært at løse problemet helt, når nu hovedpersonen og gameplayet grundlæggende var det samme som før.
Med denne svaghed in mente giver Naughty Dogs valg af hovedpersoner til det første Uncharted-spil uden Drake rigtig god mening. Chloe Frazers moralske kompas var især i ‘Uncharted 2: Among Thieves’ noget ude af kurs, og Nadine Ross lærte vi at kende i førnævnte Uncharted 4, hvor hun stillede sin private hær af lejesoldater til rådighed for den stenrige og storsleske antagonist, Rafe Adler. Det er karakterer, der i højere grad end Nathan Drake er i kontakt med deres mørke side, og af den grund mere effektivt fjerner den narrative dissonans.
Samtidig er ingen af dem overeksponeret i Uncharted-universet, der udover Nathan Drake mest har koncentreret sig om Elena, Sully og senest Sam Drake. Chloe spillede ganske vist en central rolle i ‘Uncharted 2’, men i ‘Uncharted 3: Drake’s Deception’ var hendes rolle i princippet en stor cameo, og hun optrådte slet ikke i ‘Uncharted 4’. I det spil havde Nadine ganske vist en stor birolle som den ene af spillets to antagonister, men i forhold til Rafe var hendes karakter underudviklet.
Nu går den vilde skattejagt igen
I ‘The Lost Legacy’ har de to slagkraftige kvinder indgået en skrøbelig alliance i jagten på ‘The Tusk of Ganesh’, en sagnomspunden (hvad ellers, fristet man til at sige?) indisk artefakt af en astronomisk værdi, som efter sigende skulle befinde sig i The Western Ghats i Indien. Modsat den klassiske dynamik i ‘Uncharted’-serien er Chloe og Nadine ført sammen af praktiske årsager, og især den alvorlige Nadine stoler ikke en meter på sin letlevende og tyvagtige makker, hvis forhold til Nathan Drake heller ikke hjælper på sagerne. Det fører historien ud i buddy film-territoriet, og duoens interageren og udvikling er en af spillets helt store forcer.
Det ville selvfølgelig ikke være et Uncharted-spil uden en antagonistisk konkurrent med anseelige økonomiske midler. I ‘The Lost Legacy’ varetages denne funktion af oprøreren Asav, der ønsker at benytte de rigdomme, stødtanden kan indbringe til at vælte den unge og, i hans øjne, svage konge af tronen.
Setuppet er klassisk ‘Uncharted’, men hvor især ‘Uncharted 3’ og 4 var globetrottende eventyr med store persongallerier, simplificerer ‘The Lost Legacy’ tingene mærkbart. Hele det ca. 8 timer lange spil foregår i en enkelt region af Indien, og vi møder nærmest ikke andre personer end de tre førnævnte (hvis man ser bort fra de hundredevis af ansigtløse rebeller, der må lade livet i den gode skattejagts tjeneste).
Simplificeringen gør heldigvis ikke fortællingen mindre medrivende. Tværtimod, fristes jeg næsten til at sige. Det er en velfortalt, klassisk skattejagt med gode karakterer og en præsentation i verdensklasse. Samtidig resulterer den reducerede spilletid ofte i lidt kortere platformssekvenser og skududvekslinger end i tidligere spil, hvilket medfører glimrende pacing. Det eneste kapital der stikker lidt ud er The Western Ghats, hvor Naughty Dog for første gang eksperimenterer med open world-design. Her er der tre forskellige mål, som kan klares i valgfri rækkefølge samt en decideret side quest. Det er veludført, men føles samtidig lidt som en øvelse, der skal forberede udvikleren på en større implementering i fremtidens spil. Vi får se.
Når vi taler filmisk historiefortælling, er der ganske enkelt ingen der kan nå Naughty Dog til sokkeholderne, og ‘The Lost Legacy’ er endnu et bevis på dette. Både i gameplay og mellemsekvenser drives historien fremad med et visuelt overskud, glimrende stemmeskuespil og naturtro animationer. Det er ganske enkelt ærefrygtindgydende.
Skal vi ikke bare droppe kasserne?
Faktisk har ‘Uncharted’-seriens overlegne præsentation altid skygget for, at spillets tre gameplaysøjler – ild- og nævekampe, platforming og gådeløsning – rent mekanisk aldrig har været noget ud over det sædvanlige. Våbnene og dødsanimationerne mangler power, platformingen føles en smule automatiseret og gåderne mangler ofte reel udfordring. Samtidig er en vis metaltræthed som følge af en håndfuld meget ens spil ved at indfinde sig. Heldigvis glemte jeg hurtigt alt det, når jeg som Chloe kæmpede mig igennem en kollapsende grotte med kugler og raketter flyvende om ørene, besteg en 100 meter høj statue af Shiva i en imposant cenote, eller med en pistol for panden skulle samle et gigantisk roterende puslespil i et gudesmukt skatkammer.
Faktisk er gåderne i ‘The Lost Legacy ‘ganske veloplagte med et stort fokus på puslespil i forskellige udformninger, hvor især et hinduistisk skyggespil gav mig lidt at tænke over. Og så har Naughty Dog heldigvis så godt som droppet en af deres store krykker, når vi snakker gådedesign. Jeg snakker naturligvis om kassen, pallen eller vognen, der skal flyttes det rigtige sted hen. Den optræder i ‘Lost Legacy’, men kun som en ganske morsom metajoke.
Krigszoner og frodige jungler
Til til accentuere de ting der er på spil, har Naughty Dog fået for vane at sprinkle en række imponerende set pieces ud over sine spil – tænk bare på helikopteren og den kollapsende bygning i ‘Uncharted 2’ eller udspring fra fly uden faldskærm i ‘Uncharted 3’. ‘The Lost Legacy’ er ingen undtagelse, men selvom de alle er vellavede er fornemmelsen af deja vu en smule for kraftig i denne omgang. De føles næsten alle som remixes af tidligere sekvenser, hvilket enten kan skyldes den relativt korte udviklingstid eller det faktum, at Naughty Dog med sit femte ‘Uncharted’-spil (det sjette, ‘The Golden Abyss’ til Vita, blev udviklet af Sony Bend) måske har svært ved at finde nye halsbrækkende situationer, som hovedpersonerne kan kastes ud i.
Til gengæld er evnen til at skabe eventyrlige og samtidig troværdige omgivelser til stede i uformindsket grad. Fra den krigsplagede slum i storbyen, via de frodige jungler vrimlende med aber og papegøjer til de storslåede oldtidsbyer suger den både teknisk- og kunstnerisk forrygende grafik dig ind i spilverdenen på en måde, der er få spil forundt.
Multiplayer
Selvom de fleste nok vil købe ‘The Lost Legacy’ for kampagnen, skal det retfærdigvis nævnes, at spillet også inkluderer den ganske udmærkede multiplayerdel fra ‘Uncharted 4’ samt en ny coop mode ved navn Survival. Jeg kunne kun spille med bots og fik derfor ikke den fulde oplevelse, men det virker omfattende og ganske underholdende.
Endelig dom
Med ‘Uncharted: The Lost Legacy’ rammer Naughty Dog endnu en gang en narrativ guldåre og stadfæster sin position som AAA-markedets bedste historiefortællere. Når det gælder gameplay og de berømte set pieces, føles det en smule for velkendt, selvom kvaliteten stadig er høj. Fans af serien kan roligt begive sig ud på endnu et eventyr, og har du af en eller anden grund ikke stiftet bekendtskab med en af det sidste årtis bedste AAA-serier, er ‘The Lost Legacy’ et glimrende sted at starte.
Godt
+ Fremragende historiefortælling
+ En hårdtslående ny duo
+ Dybt imponerende præsentation
+ Underholdende set pieces…
Skidt
– …som dog er lidt for velkendte
– Checkpointsystemet