‘Super Mario Odyssey’ er uovertruffen nytænkning af en gammel skabelon
Mario er tilbage for fuld smadder, og det er svært at komme udenom den oplagte topkarakter. Den rødklædte blikkenslager er tilbage i et nærved perfekt opgør med seriens tidligere dogmer og idéer, hvor resultatet bliver et platformspil i historisk klasse med lige dele respekt for tidligere perler i serien og udviklende opfindsomhed. Super Mario er super.
Prinsessen er stadig i et andet slot
Superhelten med det snorlige overskæg sættes i ilden da Bowser igen-igen kidnapper Prinsesse Peach, men denne gang går eventyret ikke den vanlige lineære vej. Spillet starter med at Mario får et heftigt lag stryg af sine ærkefjende, og efterfølgende trimler forslået ned i en verden befolket af venligtsindede omend lidt forskræmte hatte (…). En af hattene tilbyder at hjælpe Mario i kampen mod Bowser, bl.a. ved at lade ham bruge det hatteformede rumskib, Odyssey. De titulære tilnærmelser henimod Homers Odyssé som mangt en gymnasieelev er blevet slæbt igennem, er talrige – men den røde tråd er, at Mario jagter skurken og sin udkårne på tværs af mange verdener og mindre eventyr. Der er rigeligt med gamle kendinge i form af både ørkener, is-verdener, storbyer og alt derimellem. Heldigvis er den alenlange spilseries tidligere titler brugt mere som inspiration end copy/paste-offer. De enkelte gensyn som trods alt dukker op undervejs, virker mere som et tip med en figurativ hat, end en idéforladt forlængelse af spiloplevelsen (som i sig selv varer et godt stykke over 100 timer for perfektionisterne).
Hver verden indeholder energi-måner som skal indsamles for at drive Odyssey videre til den næste. Modsat det legendariske Super Mario 64 hvor man fra én hub-verden kunne besøge en masser mindre baner, er der her tænkt mere i open world-stilen. Verdenerne er færre men uendeligt meget større end spil-perlen fra ‘96. Hver især har de et overordnet mål (“find ud af hvorfor ørkenen er frosset til”) der giver dem lidt farve og personlighed, og når de så alle krydres med dusinvis af hemmeligheder, boss-kampe og dungeons går det hele op i en højere symfonisk enhed.
Turen gennem de mange farverige universer er hurtigt med til at gøre prinsessen til en fjern bihistorie i ens bevidsthed da der konstant dukker typisk Mario-charmerende bipersoner og side-karakterer op. Der er skruet helt op for den ikoniske Nintendo-charme når persongalleriet åbner sig op indenfor allerede den første håndfuld timer.
Så hatten passer
Eventyrets evige anden-violin er kasketten ‘Cappy’ som i allerede fra intro-banen integreres i historie og gameplay. Den charmerende sekundant er foruden historisk omdrejningspunkt og hypeman Marios nyeste hemmelige våben. Istedet for svampe og skildpaddeskjolde kan Mario, eller nærmere Cappy, overtage fjender, effekter og ting i de mange universer de to helte besøger. Når Mario smider Cappy på f.eks. en Bullet Bill besættes den tidligere fjende og kan for en kort stund bruges til, at flyve over kløfter, sprænge ting i luften eller hvad missionen nu måtte have brug for. Lygtepæle kan tilsvarende bruges til at bevæge sig gennem byernes el-net – altid ledsaget af Marios forvirrede og velkendte ‘Wraauuuuuwww’-lyde.Selvom der mestendels er én rigtig måde at nå missionernes måner på, så føles den nye “besættelses”-mekanisme perfekt til at åbne verdnerne endnu mere, og giver de store universer masser af liv til at blive oplevet – fremfor bare gennemført.
Hver gang man kommer på en ny “ting” (ven/fjende/dims) man kan overtage med Cappy får man et lille smil på – detvirker som små puzzles bare at finde ud af, hvilke redskaber man har til rådighed. -Jeg nåede flere gange at tænke, at det ville være fantastisk hvis bare man kunne dette eller hint, men at det sikkert ikke var implementeret fordi “hvem ville dog finde på det?”… men det ville Nintendo. Det berømte spilfirma har en forunderlige måde at møde sine spillere i en fælles fantasi på, og det kommer fantastisk til udtryk i Super Marios nyeste eventyr.
(Usynlige) ridser i lakken
Super Mario Odyssey har et par enkelte missere i hvad der ellers kunne have været en perfekt spiloplevelse. Mestiøjnefaldende er, at man tydeligvis har søgt at integrere Switch-konsollens bevægelsesfølsomme controllers, selvom spiloplevelsen (ligesom stort set alle andre til Switch) er bedst med en pro-controller, samt at der i enkelte verdener dykkes til under 60fps i et par sekunder af gangen. Det er småting, helt klart – men der er ikke andet at sætte en finger på i Nintendos nye mesterværk. Der er kigget på tidligere genistreger som 64, Sunshine og World, men drysset så meget nytænkning og skabertrang udover, at det føles nyt og helt unikt. Nintendo har ramt essensen af den barnagtige glæde ved at undersøge, manipulere og drømme i Odyssey – det er fjollet, fantasifuldt og mesterligt udført når man gang på gang vender tilbage og “bare lige skal ha’ én måne mere”. Super Mario spillene har været milepæle i spilhistorien siden det første spil i 1985 (!) og Nintendo-koncernen sætter en solid streg under, at de gamle spil stadig holder ved flere gange at sætte små (20-40 sekunder) 2D-baner ala de helt gamle spil, ind som en naturlig del af de store åbne 3D-universer. Mario er tilbage i ikke bare et uendeligt godt spil, men også som hovedperson i en masterclass i spildesign. Hatten af, og topkarakter til Mario.
Godt
+ Verdensklasse level-design
+ Mesterligt flow i baner og verdener
+ Man smiler i hele femøren
Skidt
– Enkelte framedrops når man spiller håndholdt
– Historien er hørt før
– Du bliver nødt til at købe en Switch…