Microsoft smed i efteråret en kæmpe bombe med opkøbet af spilbranchens vel nok mest ikoniske spilfirma, Bethesda Softworks.
Firmaet har stået bag legendariske rollespil som ‘Fallout’ og ‘The Elder Scrolls’, og det var derfor ikke uden grund, at opkøbet sendte chokbølger af sted.
Ville konsekvenserne af opkøbet være, at PlayStation-fans af de to serier (og et hav af andre populære spil) fremover måtte gå glip af dem, medmindre de købte en Xbox eller PC?
Svaret lader desværre nu til at være et klart ja. Det bekræftede Xbox-chef Phil Spencer i går aftes i en samtale om opkøbet af Bethesda og deres moderselskab ZeniMax.
Spencer forklarede, at Bethesdas spil fremover kun vil være tilgængelige på platforme, hvor Microsofts abonnementstjeneste Game Pass kan bruges.
På nuværende tidspunkt er det Xbox-konsoller, PC og mobile enheder, men naturligvis ikke hos konkurrenterne PlayStation eller Nintendo.
Selvom det ikke er en 100 procent bekræftelse på, at Bethesdas stort anlagte efterfølger til ‘The Elder Scrolls: Skyrim’ eller deres sci-fi-epos ‘Starfield’ ikke udkommer til PlayStation, tyder det dog kraftigt på det.
Der vil i hvert fald være restriktioner på spillene. Det kunne være i form af en tidseksklusiv periode på Game Pass-kompatible enheder som Xbox.
Spencer understregede dog samtidig, at det ikke er alle spil, der vil være eksklusive hos Microsoft, da nogle spil allerede er underlagt kontrakter.
To af dem er årets kommende ‘Deathloop’ og ‘Ghostwire: Tokyo’, der forbliver PlayStation-eksklusive spil ved udgivelsen, men på et senere tidspunkt rammer Xbox.
Spencers udtalelser matcher tidligere kommentarer fra efteråret, hvor Microsoft bekræftede, at spil fra de studier, som fulgte med i opkøbet, ville være »først eller bedst« Xbox.
Andre titler, der fulgte med i Microsofts opkøb, er kritikerroste og fanelskede serier som ‘Dishonored’, ‘Wolfenstein’ og ikke mindst ‘Doom’.