KOMMENTAR. »De kan få Rogan eller Young. Ikke begge dele«, lød truslen fra Neil Young til Spotify i januar.
Årsagen var misinformation om COVID-19 i Joe Rogans kontroversielle podcast, som platformen distribuerer eksklusivt. Og nu havde den aldrende musiker fået nok.
Spotify tog hurtigt til genmæle: Farvel og tak til Neil Youngs bagkatalog og goddag til en gigantisk hovedpine, der kun vokser i takt med den svenske gigants ambitioner.
For selvom den nuværende sag allerede er på vej ud i den kollektive forglemmelse, repræsenterer den et langt større problem.
Hvad gør Spotify næste gang, de bliver ramt af en ny – og potentielt set langt værre – kontrovers? Og næste gang igen? Og gangen efter?
Vokseværk
Med opkøbet af populære podcastselskaber som Gimlet Media og Anchor, der lader brugere optage og distribuere deres egne podcasts, har Spotify for længst gjort deres ambitioner krystalklare: Deres fremtid er som lydplatform, ikke blot musikplatform.
Derfor kom det ikke som den største overraskelse, da Spotify i 2020 lagde 660 millioner kroner for et eksklusivt partnerskab med ’The Joe Rogan Experience’, der på daværende tidspunkt var den mest populære podcast hos Apple og YouTube.
Det var et af de opkøb, der skulle markere, at Spotify mener big business. Et slags overgangsritual i den konstant boomende techbranche, hvor man enten udvikler sig eller bliver overhalet indenom.
Vi så det med Facebook, da de i 2012 opkøbte Instagram og to år senere erhvervede sig WhatsApp. Opkøbene var Mark Zuckerbergs spæde skridt mod at blive den dominerende spiller inden for sociale medier.
Det er nøjagtig det samme, vi er vidner til med Daniel Ek og Spotify, blot indenfor lyd.
Og nu står Spotify så over for de samme problemer, som Facebook (og så mange andre platforme) allerede har måtte forholde sig til det seneste årti.
For med vokseværket kommer flere brugere og mere indhold. Og med mere indhold kommer et større spektrum af følelser, holdninger og budskaber.
Men hvordan sorterer man i indhold, man ikke selv er herre over? Og hvordan regulerer man uden at censurere?
Famlen i blinde
Det er ikke første gang, at Spotify står over for dette dilemma. Da de i 2018 fjernede både XXXTentacion og R. Kellys fra playlister, blev det mødt med anklager om censur og så voldsom kritik, at de hurtigt trak i land igen.
At Spotify havde brændt nallerne, blev tydeligt i 2021, da R. Kelly blev dømt for uhyrlige forbrydelser som seksuelle overgreb og menneskehandel. For imens YouTube fjernede sangerens kanaler, forblev Spotify musestille.
Siden da har platformen været forholdsvis tilbageholdende i deres regulering af indhold, som tilsyneladende er sket primært bag kulisserne frem for med klokkeklare og transparente indholdspolitikker.
Da sagen om Rogan blussede op med Neil Youngs frontalangreb, udtalte Spotify til Wall Street Journal, at de siden pandemiens start har fjernet mere end 20.000 podcastafsnit grundet COVID-19-relateret indhold.
Tallet lyder i stort, men dykker man ned i detaljerne, viser de, at Spotify er ude på dybt vand.
Hvor Facebook og Twitter efter flere års erfaring (og med tvivlsom succes) både regulerer via kunstig intelligens og mennesker, der slavisk gennemgår brugerskabt indhold, er der stadig mange spørgsmål omkring Spotifys håndtering.
Bliver samtlige uploadede afsnit gennemlyttet, er det en algoritme, der scanner indhold for nøgleord, eller bunder reguleringen udelukkende i indrapporterede klager?
Den manglende transparens må tolkes som en platform, der endnu ikke har lært af andres fejl, men derimod først nu indser, at de er pionerer i et podcast-landskab, som førhen ikke har krævet regulering i samme omfang.
Tech-branchens største problem
Imens tumulten omkring Rogan stilner af, forsvinder det grundlæggende problem om manglende regulering ikke. Erfaringen siger os derimod, at det kun bliver værre – mister man først tøjlerne én gang, får man aldrig helt fat i dem igen.
Tag bare Facebook, der endnu ikke fundet formlen, selvom de i et årti har været verdens mest downloadede sociale medie og gennemgået et hav af skandaler.
Så sent som i år havnede Facebook endnu en gang i uvejr, efter henrettelsesvideoen af en danske kvinde stadig florerede vidt og bredt på platformen tre år efter dens oprindelse.
Når erfarne giganter som Facebook og Twitter endnu ikke kan løfte opgaven med at regulere farligt eller skadeligt indhold, hvordan kan Spotify så? De står med et problem, der godt nok er sat i nye rammer, men som er ganske velkendt.
For hvad vil de gøre, hvis en af Joe Rogans gæster mener, at seksuelle minoriteter er andenrangsmennesker, der ikke bør have samme rettigheder som heteroseksuelle, ciskønnede folk? Nøjes de så med en disclaimer?
Eller hvad hvis deres næste guldfugl mener, at holocaust faktisk er en løgn, og at Hillary Clinton sælger børn til sex i en pizzarestaurant. Er dét over stregen?