KOMMENTAR. R. Kelly blev i slutningen af september dømt for de mange anklager, han har haft siddende på sig i over 20 år.
Som Soundvenues Kristian Karl skrev i en kommentar efter retssagen, betyder det altså nu, at han er i en anden kategori end de (mange) andre musikere, der i årenes løb er blevet anklaget for overgreb eller lignende, men som ikke er kendt skyldige i en retssag.
Derfor er det nu på en helt anden måde relevant at spørge: Bør streamingtjenester fjerne R. Kellys musik?
Det er en farlig sti at gå ned ad, for hvor mange kunstnere skal så ikke fjernes fra Spotify, Apple Music og så videre? Men det føles også mærkeligt, at sangene stadig bare ligger der. Musik lavet af en dømt sexforbryder, frit tilgængelig og lige til at trykke play på.
Problemstillingen blev sat på vippen i sidste uge, da YouTube valgte at fjerne R. Kellys officielle kanaler. Udmeldingen var, at det var »i overensstemmelse med vores retningslinjer omkring indholdsskaberes ansvar«.
Bevægelsen Mute R. Kelly, der siden 2017 har arbejdet for at få Kelly dømt, tweetede derefter, at de nu ventede på YouTube Music (YouTubes betalingstjeneste, der altså ikke har fjernet sangerens musik), Spotify, Apple Music, Amazon Music og alle de andre.
Underforstået: R. Kellys musik skal fjernes fuldstændig fra alle streamingtjenester.
Men er censur den rigtige løsning? Eller er det bare den nemme?
En nem løsning på et svært problem
Lad det være sagt med det samme. Det her er en sindssygt svær situation, der tvinger os til at tænke over nogle ting, de fleste nok helst var fri for at gruble over.
Netop derfor kan det være fristende at tænke, at så må vi bare censurere. Og så er det jo oplagt at starte med streamingtjenesterne, der alligevel faciliteter og former vores musikforbrug.
Her har YouTube nu altså meldt klart ud. På en måde forventer man derfor, at Spotify, Tidal, og alle de andre også tager stilling.
Samtidig er det et skråplan, hvis de her private firmaer bestemmer, hvad vi lytter til.
På den ene side må private firmaer selvfølgelig agere, som de vil. Men det er værd at huske på, at streaming er den primære måde, folk lytter til musik på.
Vi tager for givet, at (stort set) al musik er tilgængelig hos dem. Så hvis tjenesterne pludselig begynder at bestemme, at noget af det ikke skal være der, får det enorme konsekvenser for hele måden, vores musikforbrug er struktureret på.
Det er jeg ikke sikker på er en god idé. Hverken for forbrugeren, der pludselig ville få frataget sig sin frihed, eller for firmaerne, der så pludselig skal være moralens vogtere.
Men hvad kan man så gøre?
Halve løsninger
Spotify har jo allerede gjort noget: De fjernede i 2018 R. Kelly og XXXTentacion fra deres officielle playlister, men måtte efter massiv kritik putte sidstnævnte tilbage på spillelisterne, mens Kelly stadig ikke er at finde på dem.
Det virker som et tåleligt kompromis – når man fjerner musikken fra playlister, bliver den trods alt mindre synlig. Men er der så ikke andre artister, der skal stryges fra dem?
Et andet tiltag kunne være en slags disclaimer på R. Kellys artistprofil på streamingtjenesterne, hvor der står, hvad han er dømt for. Går man den vej er der dog også andre, der skal have det stempel.
Måske kunne det være en løsning kun at give sådan et stempel til kunstnere, der er dømt i retten – som Kelly jo er.
Men hvad med dem der ikke er dømt for sexforbrydelser, men for eksempel vold eller besiddelse af narkotika? Hvem tager beslutningerne om, hvem der skal stemples, og hvem der går fri? Er det virkelig ligger nogle få streaminggiganter med kontor i Silicon Valley der skal have den slags magt?
Man må nok helt enkelt indse, at de her potentielle tiltag for nu kommer til at fremstå lidt som halvløsninger. Løsningsmodellerne er uperfekte. Men endnu værre er det, at så få rent faktisk har taget stilling til problematikken.
Tavshed er ikke guld
I modsætning til YouTube, der altså har lukket R. Kellys kanaler, har DR meldt ud, at de ikke vil censurere den dømte musiker. Det kan man være enig eller uenig i, men bare det, at de aktivt forholder sig til situationen, føles meget bedre end den stilhed, der kommer fra eksempelvis Spotify.
De kunne for eksempel sige, at de anerkender, at de nu agerer platform for musik af en dømt sexforbryder, og at de ikke længere aktivt promoverer og playlister Kellys musik (det har de jo ikke gjort siden 2018). Men at de ikke har tænkt sig at tage musikken ned.
En så simpel udtalelse ville gøre, at man trods alt følte, at Spotify også anerkendte, at her er noget, der er svært, men som vi trods alt er nødt til at tale om og forholde os til.
Den underliggende udfordring i alt det her er nok, at man kommer til at stræbe efter en højere moralsk dom omkring R. Kellys musik. En dom, som derefter kan være almengyldig lov i lignende sager.
Men det kan man ikke, og det skal man ikke. De her sager er så komplekse, at hver enkelt sag er unik.
Det handler altså ikke om at finde det endegyldige svar. Det vigtigste er at acceptere, at det er svært, snakke åbent om det, forholde sig til problemstillingen, og så må man på baggrund af det træffe valg.
En del af samtalen
Det er, og vil altid være, en gråzone. Total censur er sjældent løsningen, men løsningen er heller ikke at køre videre som om, intet er hændt.
I sidste ende er oplysning og samtale det centrale. Derefter må det være folks frie valg, om de vil lytte til og støtte R. Kelly.
Jeg ved, hvor jeg står. Jeg vil aldrig høre R. Kelly igen, og sådan håber jeg virkelig, de fleste har det. På den måde forstår jeg YouTubes beslutning om at melde klart fra.
Omvendt har jeg ikke lyst til at diktere, hvorvidt andre skal lytte til R. Kelly, og det synes jeg egentlig ikke nogen – enkeltpersoner såvel som store streamingtjenester – bør gøre.
Derfor er jeg ikke sikker på, at YouTubes model er den rigtige. Men jeg respekterer den mere end de andre streaminggiganter, for lige nu er det, som om de ikke engang anerkender problematikken.
I sådan en svær situation må man som minimum forvente, at de tør være en del af samtalen. Det bør de. For at erkende problemet er første skridt på vejen mod at løse det.