KOMMENTAR. Det føltes næsten som en ikkenyhed, da R. Kelly blev kendt skyldig tidligere denne uge.
Kendt skyldig, tænkte man nærmest? Var han ikke allerede for længst dømt? Ofrenes vidnesbyrd er væltet ind de seneste år, mandens facade var krakeleret i fuld offentlighed, og en dokumentar havde demaskeret ham som sexforbryder af den værste slags.
Robert Sylvester Kelly, som han hedder, har længe været en færdig mand. Hvad betyder det så overhovedet, at retten nu juridisk har cementeret noget, vi alle allerede vidste?
Mere end man umiddelbart skulle tro, faktisk.
Først og fremmest gør dommen det umuligt at placere R. Kelly i en eller anden offerrolle ved at hævde, at han er blevet dømt af #MeToo-bevægelsen, eller at han skulle være blevet udsat for den udskældte cancel culture. For R. Kelly er ikke cancelled. Han er dømt.
R. Kelly er ikke i samme kategori som DaBaby, Kanye West eller hvem der nu ellers har sagt noget tåbeligt denne uge. Han er faktisk ikke engang i samme kategori som Marilyn Manson, Michael Jackson eller XXXTentacion, der alle har været anklaget for grufulde forbrydelser, men som aldrig er blevet kendt skyldige i en retssal.
Nej: R. Kelly er nu en dømt sexforbryder. Og det endda i et omfang, der er svært at kapere. Retssagen viste nemlig også, at sangerens kriminelle virksomhed var om muligt endnu mere omfattende, end man havde kunnet forestille sig.
En kriminel organisation der kidnappede, misbrugte og prostituerede unge piger og kvinder
R. Kelly begik forbrydelser på sådan en skala, at han er blevet dømt til at være leder af en decideret kriminel organisation.
Forbrydelserne, som R. Kelly og hans håndlangere udførte, inkluderer kidnapning, misbrug af mindreårige og tvungent arbejde. Derudover blev R. Kelly kendt skyldig i at transportere personer over statsgrænser med det formål at prostituere dem eller bruge dem til anden kriminel seksuel aktivitet.
R. Kelly får først udmålt længden af sin straf den 4. maj 2022, men ifølge Chicago Tribune kan han se frem imod alt mellem ti års fængsel og livstid.
Derudover er den dømte musiker også anklaget for at producere børneporno ved den føderale domstol i Illinois, som ifølge Pitchfork planlægger en retssag. Og så står han fortsat over for anklager om seksuelt krænkende adfærd i både Illinois og Minnesota.
Der er altså flere retssager på vej. Men bare det faktum, at han nu er dømt i de første mange forhold, fjerner enhver tvivl, som nogle måtte have, om hvorvidt der var en eller anden mediekonspiration på spil i den her sag.
Det gør det også umuligt at forsvare R. Kelly med et argument om, at han jo er kendt uskyldig, indtil det modsatte er bevist, som visse af sangerens fans ellers har gjort.
Nu er det modsatte nemlig bevist.
På sigt vil dommen også gøre et comeback umuligt. Både fordi R. Kelly selvfølgelig rent lavpraktisk sandsynligvis kommer til at sidde i fængsel i mange år endnu.
Men også fordi det her ikke handler om cancel culture. Det handler om en dømt seriesexforbryder. Det er ikke noget, samfundet kan acceptere som popstjerne.
Det slutter her for R. Kelly. Men det hører også med til historien om denne dom, at det burde være sluttet lang tid før.
Over to årtier for sent
Det, at der nu endelig er kommet en dom, gør nemlig også, at det er svært ikke at se tilbage på de seneste 20-25 år som et katastrofalt forløb.
De første anklager kom midt i 90’erne. Dengang giftede R. Kelly sig også med en mindreårig Aaliyah. I starten af 2000’erne dukkede sexvideoer op, hvor sangeren tilsyneladende urinerede på en mindreårig.
Hvis en af nutidens største artister havde gjort den slags, var det aldrig blevet accepteret. Sådan noget accepterer vi ikke. Det er en af #MeToo-bevægelsens store fortjenester.
Men i den tid, hvor R. Kelly bedrev sin kriminelle adfærd, blev anklagerne, der jævnligt dukkede op, mest af alt betragtet som én stor joke.
Dave Chappelle lavede en parodivideo om sexoptagelserne. Man grinte af den sexgale R. Kelly, men ikke på en ondsindet måde. Han var mere et meme end en skurk. Også i Danmark syntes folk, at det var fedt at fejre en ’International R. Kelly Dag’ hvert år.
I dag er det svært ikke at føle, at den underligt ironiske heltedyrkelse af R. Kelly var grotesk. Anklagerne var jo fremme. Man grinte bare af dem i stedet for at tage dem alvorligt.
Nu, hvor dommen er landet, fremstår alle de her indforståede R. Kelly-vitser ikke så sjove længere. Det føles som om, vi gnubbede albuer med forbryderen i stedet for at lytte til ofrene. Dommen sætter en stor fed streg under det moralske svigt, der ligger i det valg.
Det siger jeg i øvrigt ikke for at spille hellig: Jeg grinte selv af Dave Chappelle-sketchen og satte ’Ignition’ på til fester. Det ville jeg nok ikke gøre i dag.
Her er vi fremme ved det spørgsmål, der nok er blevet diskuteret mest i kølvandet på anklagerne og dommen:
Skal man fortsat lytte til R. Kelly?
Skal man sætte R. Kelly på sine Spotify-spillelister? Skal han spilles i radioen? Skal man danse til den dømte sanger på klubber eller til fester?
Det er efterhånden lidt af et evighedsspørgsmål. Spørgsmålet om, hvorvidt kunst og kunstner skal adskilles, er blevet stillet ofte de seneste år.
Jeg mener sådan set, at det er op til den enkelte at gøre op med sig selv, hvor man står. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over andre på det punkt. Men det er noget, man bør tage stilling til. Og personligt har jeg ikke noget behov for at høre en R. Kelly-sang igen.
Også her er dommen vigtig. Den markerer klart og tydeligt, at R. Kelly ikke blot er ’kontroversiel’ eller ’udskældt’.
R. Kelly er en dømt sexforbryder. Der hele tiden laver sange om, at han vil have sex.
Gider vi virkelig at lytte til det? Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg synes, R. Kellys sange stinker af hans forbrydelser.
Den udpenslende, altoverskyggende seksualitet, der er den røde tråd i R. Kellys musik, er simpelthen for tæt knyttet sammen med hans personlighed til, at jeg kan nyde sangene.
Især fordi r’n’b-stjernen ikke var bange for at hentyde til sin seksuelle adfærd.
Han producerede og skrev for eksempel et Aaliyah-album med den utrolige titel ’Age Ain’t Nothing But A Number’. Titelnummeret handler om, at hun vil overtale en voksen mand til sex på trods af sin unge alder. Senere gav R. Kelly sig selv aliaset ’The Pied Piper’ efter en karakter, der lokker børn hen til sig.
Det er selvfølgelig en glidebane at blackliste musikere på grund af de ting, de har gjort. Jeg synes ikke som udgangspunkt, at det er en god vej frem at censurere sine lyttevaner eller blackliste folk fra streamingtjenester og radioplaylister.
Som mange andre har påpeget før, kunne man jo fjerne store dele af musikhistorien, hvis kunstnerne bag skulle være moralsk pletfri.
Men lige i R. Kellys tilfælde må jeg bare sige: Jeg ville have det fint med aldrig at høre et eneste nummer med ham nogensinde igen.