’Mothmen 1966’ er næsten alt det, ’Stranger Things’ kunne have været
Argentinske LCB Game Studio er i færd med noget af en lækkerbisken for indie-elskende gourmander i form af deres ’Pixel Pulp’-serie.
Projektet er digitale hors d’oeuvres, som kan fortæres på en enkelt aften, når de kombinerer pulpromanernes pikante os af sex, uhygge og mysterier samt en visuel og musikalsk stil, der leder tankerne hen på 80’ernes spæde pixelgrafik
Det første spil hed ’Shark Riders’, tog 14 dage at udvikle og var nærmest en appetitvækker for konceptet.
Nu er næste spil, det længe ventet og meget hypet ’Mothmen 1966’, så udkommet som en slags interaktiv novelle, hvor man klikker sig igennem en fremragende histories mange afkroge.
Desværre sidder man dog en smule brødflov tilbage med en fornemmelse af, at spillet aldrig helt formår at udfri sit ellers markante potentiale.
Fire skæbner
I det, der må formodes at være West Virginia anno 1966, er tankpasseren Holt optaget af to ting: Et sært mareridt, han har haft, om bevingede skikkelser og borgerkrig samt en umulig kabale, som hans bedstemor har lært ham.
Midt i hans mørke grublerier og hans problemer med de lokale teenageres narrestreger dukker der uden varsel tre mænd i mørke jakkesæt, solbriller og monoton stemmeføring op for at udspørge ham om hans mareridt og presse ham til at tie stille.
Sideløbende er de to studerende Victoria og Lee på date for at se en regn af stjerneskud, som hvert 33. år passerer tættere på planeten.
Og i byen forsøger forfatteren Lou at stykke sære syner af mærkelige væsener sammen fra de lokale beretninger.
Noget går grueligt galt undervejs, og de fire karakterer filtres sammen i et højdramatisk spændingsforløb, hvor spildelen primært består af at klikke sig igennem forskellige valgmuligheder.
Løse tråde
Det lyder jo enormt godt, og det er det også, i hvert fald langt hen ad vejen.
For ’Mothmen 1966’ er på mange måder det, jeg håbede, at ’Stranger Things’ kunne være: Mystisk, stemningsfuldt og uopklaret.
Spillets forfatter, Nico Saraintaris, har en skarp og blodig pen med god sans for især tykke, mørke stemninger.
Og Fernando Marinex Ruppels tegninger er flotte og mættede med dybderne af et pulpy mysterieunivers, som det er umuligt ikke at ville dykke længere ned i.
Men selvom spillet selv påstår, at det en forgrenet og rig fortælling, så er der for mange løse tråde, både undervejs og især i slutningen.
Samtidig er de få spilelementer i den interaktive novelle både overfladiske og meget kortvarige, hvilket umiddelbart kan tilgives, fordi selve historien i så høj grad er spillets hovedperson.
Men det havde altså klædt spillet med lidt mere end fem meget simple gåder og en enkelt uløselig kabale.
Benspænd
Kritikken, der kan rettes mod ’Mothmen 1966’, skyldes formentlig LCB Game Studios arbejdsetos: De bruger allerhøjest fire måneder på hvert projekt, så de ikke sidder fast, men derimod kan komme videre til nye ting.
Det er jo beundringsværdigt og forståeligt, men når man får smag for ’Mothmen 1966’s originalitet, de sammenvævede tråde til både ufo-panikken efter anden verdenskrig, middelaldermanuskripter og den amerikanske borgerkrig, så føles det som en forbandet skam.
Jeg ville ønske, de havde brugte et års tid eller to mere på at bygge en dybere historie, en mere velafrundet afslutning og et mere sammenhængende univers, for det kunne de med rette tage et par hundrede kroner for.
Når det så er sagt, må jeg indrømme, at jeg var så tilpas underholdt, at jeg prompte kommer til at købe de næste udgivelser i ’Pixel Pulp’-serien – og i dét lys er det trods alt svært at være utilfreds.
Kort sagt:
’Mothmen 1966’ er velskrevet, godt illustreret og stærkt dragende, men der skal mere kød på oplevelsen for at hive den helt op.