Anders Morgenthaler uddeler ADHD-diagnoser til alle i ‘Dopaminklubben’
PODCAST. Anders Morgenthaler og Roald Bergmanns nye podcast ’Dopaminklubben’ er et fængende, underholdende, kaotisk og, til tider, møgirriterende program om, hvordan det er at leve med – og forsøge at trives i – en ADHD-diagnose.
For et års tid siden blev Anders diagnosticeret med opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelsen, og siden da har han været selverklæret diagnostiker for samtlige mennesker i sin omgangskreds, som tilsyneladende også døjer med samme lidelse.
En af de heldige patienter er journalist og tv-udvikler Roald Bergmann, og sammen følger de i løbet af podcastens første episoder Roalds egentlige udredning.
De rækker desuden ud til kendte, ADHD-ramte danskere, der kan give deres besyv med omkring, hvordan de selv har håndteret diagnosen, og om det har haft en negativ påvirkning på deres kreativitet og arbejdsliv.
Jeg elsker alt ved selve præmissen for den her podcast. Kæmpe cadeau til Anders og Roald for at belyse noget, der med garanti fortjener mere italesættelse, og for at skabe hvad de selv kalder et safe space, hvor man kan gribe det an med humor og glimt i øjet.
Kemien mellem de to værter er unægtelig; de har den slags venskab, der bærer tydeligt præg af gensidig respekt, krydret med et niveau af voksenmobberi, som er svært underholdende for både dem selv og lytteren. De tager hverken sig selv eller ADHD alt for seriøst, men vælger i stedet at tage lidt pis på det hele via et væld af anekdoter, der emmer af selvironi.
Roald har engang i månedsvis glemt, at hans bil var til mekanikeren. Anders skal lige til at drille ham med det, indtil det går op for ham, at han selv engang har glemt sin bil i en bilvask.
Det er alt sammen meget spiseligt og lytbart.
Men med al rosen af vejen, så lad os bevæge os hen i et lidt mere tempereret klima.
For det er, til at starte med, enormt sjovt, at ADHD’en har så stor en indvirkning på selve podcastens udførsel. Anders og Roald trykker konstant på de forkerte knapper på soundboardet, gentager sig selv, glemmer navnet på hjemmesider og telefonnumre, lytter ikke telefonbeskeder igennem, inden de afspiller dem, og er, generelt, bare meget distræte.
Det er enormt sjovt. I starten. Men efter lidt tid begynder man virkelig at savne en producer, ja, eller bare en praktikant, der kan agere filter for en brøkdel af kaosset.
Men den største synd ved ’Dopaminklubben’ er, at det handler alt for meget om penge og sponsorater og medlemsskabsgebyrer.
Vi får gentagne gange at vide, at man kan melde sig ind i Dopaminklubben ved at betale et årligt kontingent på 250 danske kroner, og så får man, angiveligt, adgang til diverse rabatter og meet-ups og … ja, de gør det faktisk ikke helt klart, hvad man får ud af det, for jeg tror ikke, at de i skrivende stund selv har fundet ud af det.
Derudover kan man for endnu et ydmygt beløb få afspillet eller oplæst en »ADHD made me do it«-undskyldning i podcasten.
Jeg forstår udmærket godt, at det koster at lave en podcast, og at man gerne vil tjene lidt på projektet, men når indsamlingshatten går på runde adskillige gange i løbet af hver episode, er det med fare for at ødelægge alt det gode, sjove og informative, podcasten ellers har kørende for sig.
Kort sagt:
’Dopaminklubben’ er en sjov, informativ og tiltrængt italesættelse af, hvordan det er at leve med ADHD. Men en skygge af profit, og måske en tand for meget kaos, lægger en dæmper på podcastens ellers noble raison d’etre.