‘Du dør, hvis du græder’: Åh, mit hjerte, den her podcast rammer pludselig hårdt 13 minutter inde
Jeg var ikke overbevist i de første 13 minutter af Sigurd Hartkorn Plaetners nye podcast, ‘Du dør, hvis du græder’. Men det blev jeg.
Den fangede først for alvor min opmærksomhed i slutningen af første afsnit, hvor hovedpersonen dissocierer så meget fra sin situation, at han er tæt på helt at forlade sin krop. Han er på vej ind på lægens kontor for endelig at få sin diagnose efter en lang og skræmmende indlæggelse på hospitalet.
»Udsigten var alt fra en penicillinkur i 14 dage til en begravelse om tre år«, lyder hans fortællerstemme.
Historien om 20-årige Plaetner har indtil dette øjeblik været fortalt af hans 14 år ældre jeg i essaystil med lidt baggrundsmusik og maleriske formuleringer, som nogle gange er helt utroligt smukke og andre gange lidt lange.
Nutidens Plaetner kan ikke huske, hvad der skete på lægens kontor den dag. I stedet forlader vi for første gang hans indre verden og ser ham pludselig udefra. Gennem hans mors øjne. For hun husker det øjeblik, hvor hendes søn fik at vide, at han havde sklerose, en uhelbredelig sygdom. Det pludselige skift fra fortælleren til lyden af hans mors stemme er et stærkt og – hilser mine tårekanaler – unfair greb.
Og åh, mit hjerte, der er mere, hvor det kommer fra i form af flere interviews.
Der er Sigurd Hartkorn Plaetners far, hvis stemme knækker allerede første gang, han skal svare på et spørgsmål.
Og så er der Bashar og Laura.
Bashar har også sklerose. Hans forældre vil gerne kunne gå i graven velvidende, at deres børn har det godt og nok skal klare sig. Kan man tage det fra sine forældre? Nej, er Bashar kommet frem til. Derfor er han anonym i podcasten og vil aldrig fortælle sine forældre om sin diagnose.
Lauras far døde efter et liv med svær sklerose. Hun kan næsten ikke få ordene sagt, når hun taler. Hun tager dybe indåndinger og siger ’man’, som vi alle gør, når det gør for ondt at sige ’jeg’. Det er tydeligt, at de tanker, hun deler – lettelsen, hun følte, da han døde – har været utrolig skamfulde for hende.
Den eneste person, som stikker ud i persongalleriet på en uheldig måde, er den ekspert, som i afsnit to skal forklare sygdommen. Det er ikke fordi, hun gør det dårligt, men hun er den eneste ekspert i serien, og det virker mest af alt som et ønske fra Scleroseforeningen, som podcasten er lavet i samarbejde med.
Man kunne være sluppet af sted med den forklaring, Plaetner selv giver:
At sklerose er en autoimmun sygdom, som gør, at man kan miste evnen til at gå, tale, huske eller blive lam, men også sagtens leve et langt liv uden symptomer, fordi der ikke er en opskrift på, hvem der bliver hårdt eller mildt ramt.
For det er ikke en podcast om sklerose, lover Plaetner i første afsnit. Og bortset fra skleroseeksperten, holder han, hvad han lover. Det er en podcast om at genfinde tilliden til verden og til sin krop, når begge dele har svigtet og forrådt dig.
Den handler mellem linjerne om enhver, som nogensinde har mærket en knude i sit bryst, eller som har haft en depression, mistet et barn eller som på anden måde har været ramt af et stykke af livet, som var så underligt og uretfærdigt, at man ikke helt ved, hvad man skal gøre af det.
Der bliver grædt, men der bliver også grinet. For eksempel når en af personerne omtaler sin egen krop som »et røvhul!«. Eller når man som lytter konfronteres med absurde historier om Plaetner, der »lige gik ned til sin ven Bo for at få en snak om, hvorfor mit øje opførte sig underligt, og hvordan vi lige kunne fikse det«. Et besøg, der ender i en ambulancekøretur og en indlæggelse.
Nogle mennesker tror, at sklerose kun er noget, ens venindes mormor får. At depression er noget, der får en til at gå rundt og se trist ud hele tiden. Nogle mennesker forventer, at man kun reagerer med gråd, vrede, sorg og savn, når man får tragiske nyheder, fordi de aldrig selv har fået aktiveret kroppens alarmberedskab. De forventer ikke, at man hyperfokuserer på lydene fra en gammel kakaoautomat i venteværelset eller pludselig føler sig usårlig, fordi man tror, at man ikke har mere at miste.
Hvordan forklarer man dem det? Orker man? Er det virkelig den ramtes ansvar?
Sigurd Hartkorn Plaetner gør et roligt, kærligt forsøg.
Næste gang nogen i disse situationer ikke føler sig forstået af omgivelserne, kan de tage hans podcast frem og sige »lyt for helvede«.
Kort sagt:
Podcasten vil mange ting, og nogle gange kører Plaetners tanketog i lidt for mange retninger. Men den er også smuk og rørende og giver enhver, der har stået i en situation, hvor der intet godt var at hente, en fortælling, der kan lade dem føle sig mindre alene.