Deres mor har frosset sig ned, fordi hun har mistet sin fuckability. Det gør ‘Den første lidenskab’ til en syret fryd

ROMAN. Det er svært ikke at forelske sig i de idiotiske bynavne som Suppe, Doggy Bag og Sukker, der sætter rammen om Ida Marie Hedes nye manic pixie dream girl af en bog.
Faktisk har alt i romanen en quirky off-beat energi, der er fuldstændig uimodståelig. Man bliver forgabt i sætninger, der er mere overlæssede end en flødeskumsfastelavnsbolle. Smag for eksempel på den her sproglige kaloriebombe:
»Et skvæt ekstremisme i regnbuefamiliens skød. Heterodominatrix i balkjole, et bi-dronning-poly-matriarkat på ritalin«.
Det er for meget. Alt for meget. Og det er det, der fungerer så eminent. Det er sjovt, det er brølende intelligent og så er det overraskende nok også rørende.
Men hvad handler den så om, denne lyserøde sukker-treat, der brager ind og smadrer januarkuren?
Hvis man gør det helt kort kan det lyde ordinært, tenderende til melodramatisk kedsommeligt:
Tre søstre mister deres mor og skal finde hver deres vej gennem sorgen og livet.
Hvis man gør bogen ret, er sagen en lidt anden:
Moren er nemlig ikke almindeligt død. I stedet har hun valgt at fryse sig ned af dvale/foryngelsesvirksomheden Drømmelåg.
Noget ubærligt har nemlig ramt hende. Hun er ved at miste sin fuckability.
Et kraftvarmeværk af bunkepul
Nedfrysningen efterlader døtrene i et gigantisk mor-formet tomrum, fordi hun sådan set ikke er rigtigt død, men stadig væk. Hvad der også er væk, er det enorme spind af surrogatfædre, moderen omgav sig med i sit harem. Pigerne kender ikke deres biologiske fædre, men er opvokset i et tåget vedvarende gangbang af faderroller.
For gennem deres barndom inviterede moren hele tiden nye mænd hjem og lod dem indgå i et sindrigt system af turtagning om alt fra opvask og madlavning til hvem, der skulle give hende dagens første orgasme.
For at gøre det hele en tand mere udknaldet var det konstante bunkepul i barndomshjemmet en af byens vigtigste energikilder, da de seksuelle spændinger kunne udvindes og sendes rundt i ledningsnettet som elektricitet.
Og sådan overrumpler ’Den første lidenskab’ konstant. Den læsser altid lige lidt ekstra ovenpå. Det er ikke syret nok at vokse op i et harem. Det skal også lige agere kraftvarmeværk.

Opfindsomheden begrænser sig heldigvis ikke til opvæksten. I bogens nutid følger vi den yngste datter Lola, der er stukket af fra resterne af barndomshjemmet.
Hun er taget til universitetsbyen Suppe, der udbyder fag som »Egalitær væren« og »Teknologi- og depressionsstudier«. Her møder og girlcrusher hun hårdt på gothpunken Morgan, der bliver hendes første virkelige ven i en verden, hvor alle har forladt hende.
Det er også her, at de første tegn på det, der udgør bogens egentlige kerne, dukker op: Besværet med de nære relationer, at føle sig ensom og fortabt og længes efter fællesskab.
Temaet udfolder sig på tre niveauer. Mellem venner, mellem søstre og mellem mor/datter.
KUA-satire
Alt i ’Den første lidenskab’ er overrumplende, syret og fremmedgørende. De mange påfund og tempoet skaber en verden, der er meget nem at fortabe sig selv i.
Ida Marie Hede har nemlig formået at bruge sin hittepåsomhed på en måde, der aldrig bliver trættende. Hun hænger sig ikke i detaljerne og går ikke hardcore sci-fi . Hun opfinder ikke en eller anden ny partikel, der skal transponere seksuel energi til elektricitet.
Det kan man bare i ’Den første lidenskab’. Punktum.
Det skaber en vildtvoksende verden, alle farer vild i. Midt i al kaosset bliver der plads til relationerne og den eksistentielle gru.
Det betyder selvfølgelig også, at romanens verden ikke er super sammenhængende. Det er ikke Tolkien-levels af worldbuilding, vi er vidne til her. Romanens virkelighed er mere allegorisk, end den er konkret.
Byen Suppe er for eksempel en fantasiversion af en californisk campus-/surferby, hvor alle er unge og interessante. De lever af juice og ramen, mens de diskuterer stadigt mere obskurt akademisk nonsens.
Suppe føles ikke virkelig, som noget, der faktisk vil tone frem på fremtidens landkort. Men byen føles som en satire, som en fantasi, der kommenterer og hudfletter virkeligheden i KUA’s korridorer anno 2025.
Det satiriske bid og den parodiske humor sætter sig i siderne gennem hele romanen, men det overstyrer aldrig eller fjerner fokus fra den rigdom og indsigt, Ida Marie Hede har beriget det hele med.
’Den første lidenskab’ er en af de mest citerbare bøger, jeg nogensinde har læst.
Der er så meget vidunderligt klogt/sjovt/sexet/vildt man har lyst til dele ud af. For eksempel den her fuldtonede atomeksplosion af et citat om moderskabet:
»Det er heldigt, at moderskabet blødgør de fleste anklager mod en kvinde«.
Det er et blivende citat. Og det står ikke alene i romanen, for der er mange flere, hvor de kommer fra. Der kan broderes på tusinder af muleposer, når alle de sproglige blomster bliver plukket.
Hvis ’Den første lidenskab’ bliver en hypet sensation, er det fuldt fortjent.
Kort sagt:
’Den første lidenskab’ er en vildtvoksende intim, sjov, overlæsset sci-fi allegori om at savne et sted, hvor man er elsket.