Plastikosten er kommet til byen med iscenesættelsen af ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’

TEATER. Enhver forbander af menneskeheden har min kærlighed. Også proletardigteren Glenn Bech.
Det er hans rasende manifest ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, der de næste to uger spiller på Aveny-T i dramatiker Niels Erlings iscenesættelse af samme navn. Forestillingen havde premiere på Aalborg Teater i 2023, men bliver nu genopsat på– ironisk nok – de pæne frederiksbergske kanter.
På scenen står fire skuespillere. En af dem med stykkets forlæg i hånden, den for parnasset efterhånden velkendt udseende bog med hvide og røde bogstaver på sort baggrund. De hedder alle fire Glenn, må vi forstå. Altså det gør de ikke rigtigt, men de beder publikum om at lade som om, og således tager forestillingen afsæt.
Skuespillerne tager Glenn Bechs ord i hver deres mund, i hvad man kan kalde en kropsliggjort recitation af bogen. Det sker på så tekstnær vis, at det for læsere af bogen er vanskeligt ikke at blande det skriftlige og sceniske sammen.
Nogle lunkne hits fra årtusindeskiftet spiller fra en ghettoblaster uden bas. Med vasketøj og rod overalt minder scenen om et hjem uden det store overskud, mens skuespillerne laver toast, hvis dunst breder sig i salen. Og det er ikke middelklassens smørstegte surdejsudgave med pesto og soltørrede tomater. Nej, det er den helt billige med plastikost og firkantet skinke.
Stammer du fra et provinshul, kender du lugten, som for nogle er en duft, andre en stank.
Et ansigt på vreden
Sådan en viden kan afhængig af kontekst være et privilegium eller en skam, og det er den slags brug af koder, som Glenn Bechs oplysningsprojekt kredser om.
Med ingen fingre imellem bliver vi ledt ind i de kulturelle koder, der har gjort sig gældende i hans liv, hvor medlidenhed og forståelse har været et evigt afsavn. Et tomrum, der til gengæld er blevet fyldt ud af skam og had til både ham selv og omverdenen.
Tomrummet er drivkraften i Glenn Bechs aversion mod godt og vel alting, og det er ikke for meget sagt, at forestillingen er en opvisning i raseri. Som når alle fire Glenn’er tordner imod samfundets hykleri af magtmisbrug og appropriation, især fra den heteroseksuelle middelklasse. Ja, heteroseksuelle, for Glenn er homo og indviger os i den selvødelæggelse og forvirring, det indebærer at leve som bøsse. Selv i et land som Danmark.
Ihærdigt giver skuespillerne krop og vrede til en række scener fra bogen, så de grufulde historier slår desto hårdere. Som når en af Glenns mobbere hilser på ham og hans nye fodboldstøvler med en langsomt nedfaldende, psykopatisk spytklat.
Eller når nogle i salen udpeges og gøres til modtageren af Glenns raser. Det i bogen anonyme ‘du’ får til premieren navn af en Emma fra publikum, der fordømmes for at udgive sig for at være queer, når hun faktisk sidder på toppen af det sociale hierarki. På den måde sætter skuespillerne en tyk streg under, at Glenns ord har helt konkrete modtagere.
Men forestillingen er ikke kun rasende, den er også øm og vender gentagende gange tilbage til Glenns første forelskelse, nemlig hans ambivalente forhold til Julius på efterskolen. Julius ender ikke blot som Glenns første afvisning i det hele taget, men også som homoseksuel.
Her kommer vi helt ind under huden på Glenn, der forventes at være dominerende og maskulin, mens han i virkeligheden nærer et begær til at lade sig underkaste. Han ønsker ikke at modtage nydelse, men at give det, og derfor lader han utallige fyre kneppe ham i nattens mørke på kirkegårdens toilet.
Tilladelse til at flippe ud
Om forestillingen har sin berettigelse, kommer nok an på, om du har sympati for Glenn Bech.
Anno 2025 er han overalt i medierne – endda i TV 2’s nye realitysatsning ‘Spillet’ – og jeg kunne sagtens fristes til at kalde ham en hyklerisk sellout. Men ikke blot ville indvendingen være triviel, den ville også være usaglig og fordunkle det dybt radikale projekt, han har gang i.
For man kan spørge til, hvilken autoritet det egentlig er, Glenn Bech ikke anerkender. Autoriteten er per definition dem på toppen af hierarkiet. En rangorden, der nok altid vil eksistere, men som Glenn Bech ikke desto mindre tillader sig at flippe ud på.
På den måde gør han sig til del af en ny socialrealisme, der har indtaget dagsordenen med et opgør mod troen på historiens ende. For fattigrøvene, de udstødte og marginaliserede er her stadig – også på scenen hos Aveny-T – selvom borgerskabet har smidt dem ud af storbyen. Det er ikke et æstetisk, men pragmatisk projekt og lugter bestemt af nymarxisme, som vi for nuværende også ser en genoplivning af. Det er klassekamp, kønskamp, kamp om magten, om pengene og symbolerne.
Niels Erling er fra Gentofte, så om der netop er en ironi i, at han er instruktøren bag opsætningen, er oplagt at spørge om. Men i så fald er Glenn Bech også selv dømt ude i kraft af sin nye status som stjerneforfatter.
Heldigvis kan kunsten og forfatterens mission tale for sig selv, hvilket også er tilfældet med ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.
Kort sagt:
I ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ får Glenn Bech os (forhåbentlig) til at se indad, men hvis du ikke magter at læse hans bog, kan du oplyse dig selv med Niels Erlings nødvendige iscenesættelse i stedet.