KOMMENTAR. Der er en del mennesker, der er ved at have fået nok af den nyslåede Donald Trump-fanboy Mark Zuckerberg. Mig selv inklusive.
Det tog særligt til, da jeg lyttede mig gennem Meta-bossens nylige optræden i Joe Rogans cirkusopvisning af en podcast, hvor han blandt brokkede sig over, hvor hårdt det er, at den nu tidligere amerikanske regering ville have Facebook til at slå ned på misinformation om vacciner.
Jeg er næsten overbevist om, at de tre timers samlede mentale belastning har kostet mindst en uge af min levetid.
Det blev ikke bedre af, at vi skulle se ham med sine medrigmænd Elon Musik, der ejer X, og Tim Cook, der er direktør i Apple, til Donald Trumps indsættelse som præsident. Dertil kommer i øvrigt også Amazon-ejeren Jeff Bezos, der sidste år forbød avisen The Washington Post (som han også ejer) at støtte Donald Trumps modkandidat.
Faktisk blev det næsten deprimerende tydeligt, hvor tæt sammenflettet højrenational amerikansk politik og tech-verden er.
I det lys er det ikke overraskende, at nogle har fået et behov for at gøre bare et eller andet for at slippe for at være en del af den ildevarslende suppedas. En del mennesker har faktisk som konsekvens af ovenstående fået en så dårlig smag i munden, at de har valgt at boykotte Instagram, Facebook og WhatsApp.
Det minder om udvandringen fra X til Bluesky (som basically også er X, det er bare ikke ejet af Elon Musk), som fandt sted i slutningen af sidste år.
Det var dengang blandt andet en reaktion på, at verdens rigeste mand Elon Musk – i lighed med Mark Zuckerberg – benytter sin kontrol med sociale medier til at påvirke amerikansk politik. Han har i øvrigt også brugt 300 millioner dollars på at få Donald Trump valgt.
Vi har virkelig ikke været heldige med vores tech-milliardærer.
Faktisk mangler vi bare, at Larry Page og Sergey Brin, grundlæggerne af Google, springer ud som medlemmer af den højreradikale gruppe Proud Boys eller sponsorerer en tæppebombning og efterfølgende blokade af Cuba.
Tilbage i den digitale virkelighed kan det imidlertid vise sig at blive rigtig svært for utilfredse brugere reelt at slippe væk fra Facebook og Instagram. For de store sociale medie-platforme er simpelthen så svære at undvære i et normalt, moderne liv, at det nærmest kan udvikle sig til en hel livsstil at boykotte dem.
Digital veganer
Der er alle mulige gode grunde til at kvitte både Facebook, Instagram og X.
En af dem er, at ejerne støtter kræfter, som bekymringsløst tager rettigheder fra folk, forværrer livet for seksuelle minoriteter og tilsyneladende truer med en militær invasion af Grønland, som var det et spil Risk.
Noget andet er, at forskning peger på, at brugen af sociale medier potentielt kan være usundt for både selvværdet, øge risikoen for spiseforstyrrelser hos unge og i øvrigt bidrage til politisk polarisering og radikalisering.
Det er en god og sund ambition at gøre sig fri.
Problemet er bare, at sociale medier er viklet så tæt ind i vores liv, at det for nogens vedkommende nærmest kan betyde, at man bliver en slags digital veganer, der på en eller anden måde enten er lidt til besvær eller må give afkald på en række ting, selvom årsagerne til det sådan set er både gode og etiske.
Det første issue er det, man måske kan kalde den sociale mur: Hvis dine kollegaer eller medstuderende foreslår at lave en gruppe til at arrangere sociale arrangementer, så bliver du enten nødt til at give op på at følge med der eller at bede folk give en opdatering, hvis der sker noget.
Hvis din familie har en gruppechat, skal du overbevise dem om, at den skal foregå på den krypterede beskedtjeneste Signal eller SMS i stedet. Medmindre de altså bliver sendt via iMessage på iPhone, og dit boykot er en protest mod Donald Trump. Apples Tim Cook donerede nemlig også penge til den genvalgte præsidents kampagne.

Jeg siger på ingen måde, at det er umuligt. Det er let at kommunikere en til en per SMS eller i Wordfeud-chatten for den sags skyld. Men på et tidspunkt, især når det kommer til fællesskaber, risikerer man at blive stillet overfor et valg:
Enten kan man opgive helt at deltage i noget. Eller også kan man opgive sit boykot.
Etik er hårdt arbejde
Der er nemlig rigtig, rigtig meget, som bliver organiseret på Facebook.
Alt fra andelsforeningens bestyrelse, politiske foreninger, “Os, der elsker katte”, Onkel Bents fødselsdag eller gruppen for lokalmiljøet, hvor folk diskuterer om det nedlagte bibliotek skal omdannes til værested for hjemløse.
Det er simpelthen helt essentielle dele af livet og hverdagen, man potentielt må afstå sig fra.
For slet ikke at nævne alt fra influencere til kunstnere, medier, frisører, blomsterforretninger og guitarlærere med platforme på sociale medier, der i mange tilfælde er en tvingende nødvendighed, hvis de skal betale husleje. Her er det et substantielt tab at give afkald på sin platforme og følgere.
Et andet issue er kvaliteten af alternativerne. Hvis du ikke har tænkt dig at tage en hardcore digital kold tyrker og rykke over på Bluesky, som en del tidligere har gjort, så er der bare ikke lige så mange brugere. Og hvis der ikke kommer flere i tidens løb, så er det nok mest sandsynligt, at det simpelthen i sidste ende løber ud i sandet.
Jeg har selv stort set kvittet X til fordel for Bluesky og er glad for det: Men der er ikke lige så travlt, og jeg får ikke lige så meget indhold. Så jeg bliver alligevel nødt til lige at se, hvad der sker på X for at følge med.
Et alternativ til Instagram er Pixelfed, som i lighed med Bluesky er et forsøg på at lave en såkaldt open-source decentraliseret platform til billeddeling. Det er dog desværre besværligt og ikke synderligt brugervenligt at finde den rigtige server at registrere sig på, ligesom brugerbasen heller ikke her er kæmpestor.
Det er med andre ord simpelthen hårdt arbejde at vælge det etiske alternativ. Ligesom at være veganer.
Meta-saksen
Vi lever i monopolernes tidsalder. Det føles som om, at flere og flere ting er ejet af færre og færre (rigere og rigere) mennesker.
Det er stort set umuligt at slippe helt ud af de internetbossernes kløer, fordi deres produkter er viklet helt ind i vores liv. Hvis du ikke vil have Facebook, skal du forhandle og finde på en masse alternativer, så du ikke bliver socialt afskåret.
Med andre ord sidder vi i Meta-saksen.
Der var aldrig nogensinde nogen af os, der bad om det her, og ingen har sagt ja til, at vi, fordi vi gerne vil inviteres til fyraftensøl i gruppechatten, pludselig er impliceret i en eller anden verdensfjern milliardærs politiske forvildelse.
Ingen sagde ja til at bo i en cyberpunk-film.
Men her er vi altså. Og alternativerne synes stadig langt væk.