Designeren Wali Mohammed Barrech er tilbage – på Det Kongelige Teater og med et relanceret brand

For tre år siden var han et af dansk modes nye, lovende talenter, men så forsvandt han tilsyneladende. Wali Mohammed Barrech har dog ikke ligget på den lade side siden sidst.
Designeren Wali Mohammed Barrech er tilbage – på Det Kongelige Teater og med et relanceret  brand
Wali Mohammed Barrech (Foto: Carolina Segre)

Den pakistansk-kroatiske designer Wali Mohammed Barrech gjorde i foråret 2013 entré på den danske modescene under Copenhagen Fashion Week, hvor han frisk fra den belgiske designhøjborg Antwerp Royal Academy of Fine Arts krydsede det funktionelle og sportslige med det overraskende og innovative. Anmelderne priste det nye designskud for hans tekniske håndværk og evne til at skubbe til konventionerne, og gensynets glæde var derfor stor, da Wali også afholdte show de to følgende sæsoner.

Men så forsvandt den lovende designer fra showscenen, for som han selv siger, så havde han brug for at tage et skridt bagud.

Fra Wali Mohammed Barrechs AW14-kollektion (foto: Copenhagen Fashion Week)
Fra Wali Mohammed Barrechs AW14-kollektion (foto: Copenhagen Fashion Week)

»I tre sæsoner havde jeg gjort alt selv, og selv om det var en fantastisk rejse, så havde jeg brug for at skabe et mere stabilt setup. Jeg kunne ikke blive ved med at køre så meget på egen hånd, for der var en masse områder, hvor jeg ikke havde den fornødne ekspertise. Så jeg tog en pause for at finde ud af, hvilken vej jeg ville, og hvordan jeg bedst kunne skabe det fundament, der skal til for at køre et brand«.

Den toårige pause har dog ikke betydet, at Wali ikke har haft travlt. For ud over at lægge en ny sti for sit brand, han arbejdet som lærer på Designskolen Kolding, som freelancer og som kostumedesigner – hvor af det sidste snart vil kunne opleves på intet mindre end Det Kongelige Teater.

Fra ‘Proactive’ som Wali Mohammed Barrech har lavet kostumer til
Fra ‘Neoarctic’ som Wali Mohammed Barrech har lavet kostumer til

Når Kirsten Dehlholms seneste opsætning med performateateret Hotel Pro Forma, ‘Neoarctic’, får Danmarkspremiere den 15, september, er det nemlig med kostumer fra Walis hånd. Opsætningen handler om Jordens konstante forandring, hvordan mennesket er den nye naturkraft, og hvordan det både destruerer og skaber den verden, vi lever i. Walis kostumer er derfor også en fortælling om hvordan mennesket skaber grupper for at vedligeholde, ændre, udvikle og leve i symbiose med planeten. Hvordan natur og menneske både smelter sammen og kæmper mod hinanden. Visuelt giver det sig til udtryk i dramatisk malet pels og gulvlange frakker med referencer til shamanisme, militær, tidlige stammekulturer og selvfølgelig den funktionalisme, der er kendetegner Walis designæstetik.

»Opsætningens emne er uhyre komplekst, og det kan være svært at sætte ord på, fordi det både er dystopisk og smukt på samme tid. Tøjet skulle derfor både være stærkt og magtfuldt, men samtidig vise et tilhørsforhold og en åndelighed overfor naturen. Da opsætningen havde premiere i Letland gik det hele – lys, lyd, musik og kostumer – op i en højere enhed, der fik mine tanker til at køre i flere dage. Jeg glæder mig til at fortælle den samme historie i Det Kongelige Teaters rammer«.

Fra ‘Neoarctic’
Fra ‘Neoarctic’

Ud over Wali tæller Hotel Pro Forma-opsætningen blandt andet den prisvindende danske lyddesigner Jesper Garde Kongshaug, den anerkendte islandske poet Sjòn og den engelske elektroniske musiker Andy Stott, som Wali blot en uge inden opsætningens spæde start havde kastet sin kærlighed på.

»Jeg sad hos en ven, og pludselig satte han Andy Stott på. Jeg vidste ikke, hvem han var, men hans musik ræsonnerede virkelig hos mig. Jeg fik derfor hurtigt fat i hans musik for at høre mere til hans univers, og blot en uge efter fandt jeg ud af, at han også ville være en del af Hotel Pro Forma. Verden er i sandhed lille«.

Et af kostumerne fra ‘Neoarctic’
Et af kostumerne fra ‘Neoarctic’

Walis virke som kostumedesigner beviser hans bredde og ønske om at skabe noget, der har en historie at fortælle. Han mener ikke, at mode skal skabes hovedløst, men have et formål, en funktionalitet og en stemme, der kan synge i kor med ens egen historie. Når Wali om kort tid relancerer sit brand, er der derfor et større fokus på accessories, fordi han mener, at det som objekt har en større resonans end tøj.

»Tøj har ikke en lige så lang levetid som eksempelvis tasker har, og det betyder, at den historie, man kan fortælle med accesories, er meget anderledes, end den man kan fortælle med tøj«, siger Wali, men understreger, at hans nye fokus ikke er ensbetydende med, at hans kendetegnende tøjdesign er en saga blot.

»I første omgang vil relanceringen fokusere på accessories, men senere vil der også komme tøj«.

Betyder det så, at du vil vende tilbage til Copenhagen Fashion Week?
»Måske«.

Der er premiere på ‘Neoarctic’ den 15. september på Det Kongelige Teater. Læs mere om forestillingen HER.

Læs også: Copenhagen Fahion Week: Wali Mohammed Barrechs blodige moderevolution

Læs også: Wali Mohammed Barrech: Outsideren der kom ind i varmen

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af