Soulland laver sin første kvindekollektion – sletter sit Instagram-arkiv

Soulland laver sin første kvindekollektion – sletter sit Instagram-arkiv
Fra Soullands SS17-kampagne

På mange måder har det ligget lige til højrebenet – og Soulland er efterhånden et af de få etablerede herrebrands, som har holdt sig til sit udgangspunkt. Wood Wood, Han Kjøbenhavn, Norse Projects og Astrid Andersen har alle omfavnet kvinderne, der historisk set har ry for at bruge flere penge på tøj end mænd. Og nu følger Silas Adler og co. altså trop.

I går slettede Soulland pludselig hele sit Instagram-billedarkiv og postede i stedet både Instagram Stories og billeder med det enkle budskab ‘Soulland Women’s May 7th’, for det er altså på mandag, at brandet starter det nye eventyr.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

SOULLAND WOMEN’S • 07.05.18 • ONLINE/INSTORE #SOULLAND

Et opslag delt af S O U L L A N D (@soulland) den

»Efter snart 15 år med menswear har vi besluttet os for at udvide med en womens-kollektion. Udgangspunktet er at skabe et univers, som er en viderefortælling i det univers, som Soulland allerede befinder sig i. Med et stort fokus på print og materiale er den første kollektion blevet til et mix af humor og kvalitet«, fortæller designeren Silas Adler og CEO Jacob Kampp Berliner i en pressemeddelelse.

De fortæller samtidig, at kollektionen kommer til at indeholde et samarbejde med den amerikanske kunstner Charlie Roberts, som Soulland tidligere har arbejdet med. Det er blevet til et humoristisk print med tulipaner, der ryger cigaretter.

Selv om det er et stort skridt, så virker en kvindekollektion hos Soulland oplagt i en tid, hvor streetwear, der er en stor del af brandets dna, dominerer modebilledet. For selv om der kan være forskel i snit for mænd og kvinder, så er alt fra bomberjakker og hoodies til printede t-shirts og joggingbukser et hit hos begge køn for tiden.

Fra Soullands SS17-fremvisning i Milano (Foto: Victor Jones)

Soulland har også tidligere brugt kvinder i deres kampagner, som SS17- og SS18-kampagnerne, og da et nyt 66 North-samarbejde blevet annonceret. I fremvisningen af SS17-kollektionen i Milano var der også en kvinde med i modellineuppet.

Soulland SS18-editorial (Foto: Jaxson Jon)

Soulland bruger dog også den ny kollektion til at afprøve en ny salgsstrategi. Kvindetøjet kommer nemlig ikke til at følge den halvårlige modekalender, ligesom kollektionen – i hvert fald til en start – vil blive solgt eksklusivt i brandets webshop og butik på Gammel Kongevej i København.

Læs også: Street style: Barselona indtog Soulland-butikken med intimkoncert

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af