’Samia – den lille drømmer’: Smuk film om flygtende OL-løber både varmer og skærer i hjertet
Samia løber.
Og hun løber hurtigt. Så hurtigt, at hun kvalificerer sig til OL.
Eller det gjorde hun tilbage i 2008. Dette er nemlig historien om den faktiske Samia Yusuf Omar, der med sin krop, sit stålsind og sit svedbånd ikke blot nåede en personlig sportssejr, men ligeledes blev synonym med somalisk kvindekamp.
For i et land, hvor idrætsudøvelse (og øvrige aktiviteter) forbeholdes mænd, blev hvert af Samias skridt et opgør med undertrykkende systemer.
Men det er også historien om en kvinde på evig flugt og om et liv, der druknede i hård magtanvendelse og Middelhavet.
For i 2012, og som bare 21-årig, døde eliteatleten ud for den italienske kyst efter at have forsøgt at immigrere til Europa.
Pulsen stiger, og hjertet hamrer allerede fra første sekund af tyske Yasemin Samderelis smukke film ’Samia – den lille drømmer’, der med en sympatisk kvalitet skildrer titelpersonens vej over grænser og målstreger – og hendes tumultariske opvækst.
Samias (som barn charmerende og troværdigt spillet af Riyan Roble og som ung voksen nuanceret gestaltet af Ilham Mohamed Osman) første leveår synes nu ellers lykkelige og (på sin vis) fredelige.
Her bor hun med sin hjertelige familie i hovedstaden Mogadishu, hvor særligt hendes kærlige far støtter hendes kamp om en ligestillende sportskarriere.
Men tiltagende formanende ideologier og chikanerende militsgrupper spænder gradvist ben for Samias fri- og bevægelighed, og samtidig med at biopic’en skildrer en ung piges svære hverdag og tunge skæbne, formår den yderst vellykket at portrættere omverdens politiske uroligheder.
Med stærke fortællergreb og et glimrende brug af arkivmateriale – både visuelt og auditivt – iscenesættes en voldsom og polariseret virkelighed og en begrædelig fortælling om borgerkrig og mennesker, der må flygte.
Gennem vellykket krydsklipning bliver den symbolske sammenligning mellem løb og flugt tydelig, og gennem spring frem og tilbage i tid ser man hovedkarakteren spurte simultant mod sejr, mod bedre vilkår og væk fra drabelige stridigheder.
Det kan derfor være hård kost at opleve den stærke og visuelt flotte ’Samia’. Men trods sine alvorstunge og tragiske elementer besidder det mangefactterede drama glimt af humor og (til tider) håb.
Særligt når den helt unge hovedperson er sammen med sin jævnaldrende fætter Ali, der melder sig som hendes autodidakte træner, smiler og smelter man. I hjertevarmende scener taler små stemmer om store drømme, evig troskab og sjæleforbindelser.
Men realiteten er – som filmens biografiske karakter netop understreger – brutal og ulykkelig, og der går ikke længere, før man stivner, og tidligere løfter brydes. For i ’Samia’ beskrives tilværelsens mange forfærdeligheder både nervepirrende og malerisk, og den velspillede film minder os om, at krigens sigtekorn sjældent skelner mellem børn og voksne.
Der er vist ingen grund til at påpege det samtidsrelevante ved denne fortælling. Men til gengæld kan man diskutere det hensigtsmæssige i, at penslen er blevet ført af en vestlig – og tilsyneladende Europa-begejstret – instruktør.
Nogle steder føles ’Samia’ en lillebitte smule langtrukken, mens man ærgres over, at selve den ikoniske OL-deltagelse ikke fylder mere end sparsomme otte minutter.
Men alt i alt har Yasemin Samdereli skabt en virkelig medrivende og human film om store drømme, lige så store tragedier og om en pige, der løb for sit liv.
Kort sagt:
’Samia’ er en smuk og bevægende film, der skildrer nogle af vor tids mest ulykkelige tilstande.