Iron Maiden

Maiden drengene er tilbage, nu endnu ældre, mere komiske og bedre end de har været længe. Det forrige album “Brave new World” reintroducerede Bruce Dickinson på vokal, uden at det gav pladen karakter af lyttecreme, men på “Dance of Death” er Maiden tilbage med højklasse hævi.

“Dance of Death” lancerer 11 nye numre, der alle er helliget 80’er metallens lyd. Det indebærer læssevis af guitarsoli, ingen downtunede guitarer samt høj og til tider næsten skinger vokal, som kun Bruce Dickinson kan vibrere den. Det er smukt at et band giver los i hvad der sælger for tiden og beholder en stil, man for længst skulle tro var rustet op. Det er den ikke, for indimellem dukker der plader op som denne, hvor musikken er storladen uden at man er ved at omkomme af kvalme, og numrene er kompositorisk godt og fantasifyldt bygget op. Flere af numrene er mere end syv minutter lange, og det er her man ser den store forskel i forhold til det meste af den metal, der laves i dag. Iron Maiden giver sig stadig tid til at bygge et nummer op, lade det gennemgå adskillige temposkift og benytter det til at servere en omgang eliteguitarlir.

Iron Maiden sidder ikke og danderer den på hvilehjem, og de går ikke af vejen for at lade sig afbillede iført stramt sort sammensnøret lædertøj sammen med smækre babes iført meget lidt stramt sort lædertøj. Det kan virke en smule komisk, men musikken er stadig teknisk og musikalsk på et meget højt plan.