Latin Dance Band – startskuddet til endnu et AOF kursus i salsa
Latin Dance Band har mottoet “lav din egen fest, lev livet og vær til stede her og nu,” det havde publikum desværre ikke denne fredag aften i Jazzhouse
Det var en streg i regningen, at der ikke var mødt flere mennesker op for at høre Latin Dance Band. I Jazzhouse’s hyggelige koncertsal sad kun et fåtal af salsaglade mennesker parate til at svinge hofterne til de cubanske rytmer. Det skulle tage fire numre før de første modige fik kridtet danseskoene op og bevæget sig ud på dansegulvet.
Latin Dance Bands repertoire er rettet mod de glade aftener i natklubberne med mange mennesker, kulørte lamper og masser af alkohol. Når dansegulvet ikke er fyldt bliver numrene hurtig ens og svære at skille fra hinanden.
Det ti mand store salsa/timba orkester består af dygtige musikere, der på trods af deres skandinaviske oprindelse spiller som var de født og opvokset på Cuba. Blæsersektionen er tight og rytmegruppen, anført af trommeslageren Antonio Moreaux, er svingende, groovy og overraskende.
I bedste partyband-stil indlemmer Latin Dance Band små bidder af kendte disconumre eller funknumre fra 70’erne, der har til formål at vække publikum fra den spanske tåge af uforståelige gloser og skabe en ‘Maceo Parker agtig sing along stemning’. Det virkede fint live! Til alles glæde lykkedes det ihærdige Annelise Fuglsbjerg at få bragt det sløve Jazzhouse op at ringe og det der til at begynde lignede en traditionel ‘sid ned og lyt koncert’ endte med startskuddet til et AOF kursus i salsa.