Kitty Wu – i mørke er alle katte blå

Rytmepostens scene var indhyllet i røg og et blåligt skær, da aftenens koncert begyndte med en instrumental intro, der var lige så behagelige at lytte til som en spindende kat. Efter et par minutter betrådte de fire medlemmer i Kitty Wu scenen og afløste de drømmende toner med en massiv mur af guitarstøj, der gled over i nummeret ‘You Are Not The Driver’.

Kitty Wu virkede denne aften ualmindelig tændte, hvilket især kom til udtryk i den energi, der var på scenen og blandt publikum. Specielt bassisten Samuel Helles udstråling og bevægelser på scenen var som taget ud af filmen ‘Spinal Tap’. Blandt publikum blev der hoppet, sunget med og sågar også stage-divet.

Kitty Wu fik det bedste ud af deres sange og ikke engang en defekt guitar kunne ødelægge dem. Der var så meget energi, nærvær og spilleglæde, at det hele gik op i en højere enhed. Bandets humor fejlede heller ikke noget! Robert Lund spurgte om der var nogle, der optog aftenens koncert, hvorefter der lød et stolt “Ja!” nede fra publikum. Forsangerens kommentar til dette var, at det var OK, bare der blev lavet et cool cover.

Efter en lille times tid tog bandet sig en pause, på nær Robert Lund, der kom ind på scenen med en western guitar. Han bad publikum om at sætte sig ned og brugte pausen på at spille to akustiske numre. Efter dette lille intermezzo kom resten af bandet ind og spillede en b-side version af ‘This Building Is On Fire’ og en lang og meget rocket version af ‘Rule No. 9’, inden det hele var slut.

På vej ud fra koncerten strejfede mit blik merchandice-boden, hvor der hang en t-shirt med teksten “Kitty Wu Saved My Life”. Det var måske lige i overkanten, men de havde i hvert fald givet mig en oplevelse, der sent vil blive glemt.