Ludovic Navarre

Debutpladen ‘Boulevard’ er for mange ukendt. Opfølgeren, den fantastiske ‘Tourist’, er en milepæl i glatpoleret, baggrunds- og tøjforretnings-jazz; stilren, let tilgængelig, med bløde beats og breaks, og sidst – men ikke mindst – nogle klubhits! Den var dansabel, så vel som tilbagelænet. Den var for ‘dødelige’ så vel som for feinschmekere eftersom den udkom på det legendariske Blue Note pladeselskab.

Denne gang er bagmanden franske Ludovic Navarre gået af lidt andre veje og har taget skridtet videre. Han er gået tilbage til rødderne – længere end før. Han har denne gang hentet inspiration fra afrikansk street-soul og -jazz, blandet en bund af tykke beats, breaks og fyldige vokaler sammen med sax, fløjte, guitar og særligt percussion. Der er ofte tale om mere spoken word end sang, mere solo end melodi, mere simplicitet end opbygning og til tider mere rå end poleret.

Dette gør at pladen, på trods af, at den faktisk er mere behagelig end forgængeren, langt fra er lige så spændende eller nyskabende.
Numre som ‘Shining Pain’, ‘The Earth Mother’ og ‘We Have Died Already’ lyder som St. Germain (på den lidt for jævne måde), mens pladens højdepunkt klart er ‘My Singing Soul’. Et nummer der med frække, luftige strygere og en dyb mandlig vokal bringer tankerne tilbage på Isaac Hayes, da han var bedst. Rent smør for ørerne!

Kunne du lide John Lee Hooker-inspirede ‘Sure Thing’ fra ‘Tourist’, vil du sikkert synes godt om ‘Memento’, men er du mere til up tempo-tracks som ‘Rose Rouge’, ‘So Flute’ og ‘Latin Note’, vil du nok hurtigt kede dig. De eneste tracks med bare en smule sving i er det ellers udmærkede åbningsnummer ‘Le Vicomte’ – en latin-amerikanske boogaloo – og ‘To This World’, der bringer tankerne tilbage til Massive Attacks ‘Unfinished Sympathy’.

Det er ikke en dårlig plade – ej heller en suveræn plade. Skal man om ti år hive frem i St. Germain-arkiverne, vil det stadig være ‘Tourist’ der står frem. Eneste grund til at denne plade skulle gå hen og få en smule kommerciel opmærksomhed vil nok være det, at det hedder ‘Ludovic Navarre aka St. Germain presents Soel’ istedet for bare Soel – men det er nok heller ikke helt tilfældigt.