Incubus
Incubus genopfinder sig selv med spændende resultater på deres nye album ‘A Crow Left Of The Murder’.
Jeg var blandt dem, der så Incubus’ sidste album , ‘MorningView’ (2001) som et stort tilbageskridt for den californiske kvintet. Op til da havde Incubus med deres to første albums ‘S.c.i.e.n.c.e.’
(1997), og ‘Make Yourself’ (1999), etableret sig selv på den funky og eksperimenterende kant af nu-metal bølgen, og bandet var blandt mine absolutte favoritter.
Men den position satte Incubus over styr med ‘Morning View’, et album, der nok bragte dem deres endelige kommercielle gennembrud, men som samtidig var gearet så bevidst efter kommercielle interesser, at der var meget lidt af bandets originale dyder tilbage. Incubus virkede da som et band, der havde mistet sig selv i jagten på ‘Den Store Single’
Derfor er det på mange måder en fryd at lytte til ‘A Crow Left Of The Murder’. For selvom der heller ikke er mange af bandets originale dyder at finde på dette album, så har de til gengæld genopfundet sig selv og fundet nogle nye og ganske spændende dyder i dette forløb.
På det nye album spiller Incubus en punket, eksperimenterende og ‘jammet’ rock, der virker til at være baseret på en musikalsk legelyst og simpel glæde ved sammenspillet. Dette resulterer i nogle
numre, der (heldigvis) er mere vilde og ufokuserede end på ‘Morning View’ og er en stil, der må siges at passe godt til bandet.
Det er specielt på fabulerende numre som ‘Sick Sad Little World’ og
‘Pistola’ med dets lange udsyrede mellemstykke, at den fantastiske kemi mellem guitarist Mike Einziger, trommeslager Jose Pasillas og den nye bassist Ben Kenney (tidligere guitarist i The Roots) kommer til udtryk.
Men på trods af disse herrers til tider eminente sammenspil, så tilhører dette album fuldt ud sanger Brandon Boyd, der her manifesterer sig som en af sin generations allerstørste sangere.
Store ord – men en sanger hvis stemme dækker alt fra Mike Patton-agtige staccatotirader til krystalren falset og fløjsblød nougat-tenor så sublimt, fortjener de helt store ord. I denne sammenhæng må specielt nævnes hans rent ud sagt djævelsk guddommelige stemmeføring på ‘Here In My Room’. Dette nummer lyder, som jeg tror det ville have lydt, hvis The Beatles havde lavet titelmelodien til en James Bond film og er et af pladens absolut bedste.
Det er dog ikke den rene fryd at lytte til ‘A Crow Left Of The Murder’. Den selvsamme ufokuserede vildskab, som jeg roser ovenfor, gør også, at bandet et par steder kæmper sig igennem nogle kompositioner, der må betegnes som grænseafprøvende eksperimenter, og som trækker lidt nedad i den samlede vurdering.
‘A Crow Left Of The Murder’ er dog stadigvæk et album, der reetablerer Incubus som et band med stor kunstnerisk integritet, og som giver løfter om nye store albums i fremtiden – en fremtidsudsigt, som jeg kunne have forsvoret for et år siden.