Vidunderdreng kan han vel kaldes. José González var på vej til en doktorgrad, da den akademiske karriere blev forstyrret af hans debutalbums overraskende succes. Soundvenue har talt med den unikke svenske singer/songwriter, der har en fortid i punk-kulturen.
Når man lægger øre til José González’ debutalbum ‘Veneer’, er det nærliggende at forestille sig en dyster singer/songwriter med et hjerte, der har været gennem vridemaskinen alt for mange gange. Hans jagende stemme og intime akustiske guitar genkalder både Nick Drake og Elliott Smith, og disse plagede sjæles skæbner er kun alt for kendte og triste at trampe rundt i.
Heldigvis virker González både afslappet og yderst afbalanceret, da Soundvenue møder ham i København. Trods sine 26 år ligner han, med sit generte smil og opknappede polotrøje, en glad skoleknægt og alt andet end en selvmordskandidat.
– Der er en eller anden idé om, at singer/songwriters skal være tungsindige og indadvendte mennesker, nøjagtig ligesom forsangeren i et punkband skal gå med nittearmbånd. Men sådan er jeg bare ikke. Det samme gælder samspillet mellem musikken og temaerne på mine plader. Normalt passer historier om forlist kærlighed bedst til den her afdæmpede og følelsesladede stil, men der er faktisk kun to kærlighedssange på ‘Veneer’. Den stakkels sanger med det knuste hjerte er så kedelig og typisk, og jeg synes, at det kan virke lidt vammelt at hænge gamle forhold og kærester til tørre i fuld offentlighed, forklarer José om sit forhold til singer/songwriter-klichéen.
Selv om han aflægger sig et image som plaget kunstner, kan det ikke nægtes, at ‘Veneer’ rummer en sårbar og ekstremt intim stemning. En stemning som det svenske folk har taget til sig i overraskende grad. Få dage inden vores møde har José González således inkasseret en svensk Grammy som bedste ‘nykomling’, og den stolte glæde kan stadig spores i hans ansigt.
Fra skatepunk til bossanova
José ser meget sydlandsk ud, men i virkeligheden har han boet hele sit liv i Gøteborg og er lige så svensk som Björn Borg og korv med rejesalat. Forældrene er derimod argentinske, og især farens musikalske rødder har haft stor indflydelse på Josés musik.
– Jeg startede med at spille guitar, da jeg var 12 år gammel, men det var først nogle år senere, at jeg begyndte at tage det alvorligt. En sommer gav min far mig en stor bog med Beatles-akkorder og præsenterede mig samtidig for brasiliansk og cubansk musik. Jeg øvede mig på guitaren intenst hele sommeren og blev hurtigt meget begejstret for både bossanova, samba og flamenco, som jeg så begyndte at blande med Beatles-klassikerne, fortæller han.
På det tidspunkt var Josés hverdag ellers solidt plantet i en kultur, der lå meget langt fra hans sydamerikanske aner.
– Lige efter folkeskolen spillede jeg bas i et punkband og senere i et hardcoreband. Dengang skatede jeg meget, så punkkulturen var en naturlig del af mit og mine venners liv. Men samtidig sad jeg altså derhjemme og spillede sværere og mere kringlede melodier på min spanske guitar.
González’ dybe fascination af instrumentet voksede støt, og han meldte sig snart til undervisning i klassisk guitar. Efterhånden lagde han bassen og den aggressive musik bag sig, og fokuserede 100 procent på at mestre guitaren. Det gav pote, og i dag er det netop hans særegne blanding af den livlige latinamerikanske guitartradition med den mere klassisk melodiøse singer/songwriter-stil, der skiller ham ud fra kollegerne.
Blandingsproduktet er unikt, selv om ingredienser er traditionelle, bedst eksemplificeret ved hans coverversion af The Knifes mini-hit ‘Heartbeats’. Her gør José González electropop-duoens syntetiske sang til sin helt egen i en nøgen og knugende smuk udgave, som virkelig får hjertet til at dunke.
Doctor by day, artist by night
Da skate-parken blev skiftet med universitet i Lund, viste José sig også her at have specielle evner. Så specielle, at han frem til sidste sommer var i fuld gang med at tage en doktorgrad i biokemi.
– Jeg levede et ganske roligt liv, hvor jeg passede mit arbejde på universitetet i Lund om dagen og hang ud med vennerne om aftenen. Når jeg nogle gange var alene i lejligheden og for eksempel så fjernsyn, tog jeg guitaren frem og spillede, og langsomt fik jeg skrevet en stribe sange. Det var bare en hobby for mig, fortæller Grammy-vinderen beskedent.
Sangene på pladen er skrevet over de sidste tre-fire år. Det var først her, at José, efter egen mening, begyndte at skrive sange på et acceptabelt niveau.
– Tidligere skrev jeg små ‘cheesy’ ting. Den nyeste sang på pladen, ‘Slow Moves’, skrev jeg bare få dage, før jeg sendte sangene ind til masterering, forklarer han.
Vejen fra idé til færdigt produkt var ikke lang, for José har skrevet og indspillet hele pladen hjemme foran sin private computer. Nu er aftensyslerne forvandlet til en overvældende succes, med kritikerros og mere end 15.000 solgte plader i hjemlandet. Doktorgraden er foreløbigt lagt på hylden, og en tour i resten af Norden er på tegnebrættet. Ét land ad gangen, med museskridt. José ved, at succesen er flygtig, og hans ambition er indrettet derefter.
– Min drøm er jo egentlig bare at kunne leve af min musik og udgive egne plader, præcis når jeg har lyst, slutter han jordnært.