Liars

Liars lagde sig med deres hyper-energiske debutalbum ‘They Threw Us All in a Trench and Stuck a Monument on Top’ i spidsen for den dancepunk-bølge, der er skyllet ud fra New York i de seneste år.

Musikken var groovy og kantet og fungerede lige så perfekt til bandets anarkistiske koncerter i små punkklubber, som den gjorde på indie-diskoteker, hvor mere rytmiske og tjekkede kropsbevægelser er påkrævet. Nu er de klar med den opfølger, som alle troede skulle gøre dem til stjerne.

Men nej tak. Intet kunne være mindre interessant for Liars. De har i stedet trukket sig tilbage, ind i sig selv, og lavet en plade der ikke vil være venner med nogen som helst. Væk er det funky groove, væk er enhver lyst til at invitere lytteren ind, og væk er enhver antydning af melodi.

I stedet får vi slæbende langstrakte forløb, hvor elektronisk støj og guitarvræl kun holdes sammen af trommeloops, der synes stjålet fra den ondeste stamme i den mørkeste jungle. Indover det hele mumler den tårnhøje frontfigur Angus Andrew tekster om hekse og anden overnaturlig mystik.

Punk-paradigmet er absolut i behold og dybt indlejret i hver eneste af pladens ti anti-melodier. Det er bare som om, at “fuck jer”-attittuden er taget et skridt for langt, når musikken bliver så introvert og utilnærmelig.

‘We Fenced Other Houses With the Bones of Our Own’ og ‘They Don’t Want Your Corn, They Want Your Kids’ viser godt nok, at opskriften kan fungere, når bandet langsomt opbygger en trance-lignende tilstand, hvor melodi ikke er nødvendig. Men resten af pladen er altså en lukket fest, hvor kun Liars selv, og tilhængere af ekstreme eksperimenter frem for vellykkede eksperimenter, er inviteret.