Marvins Revolt – for hvem?

Om det var udtryk for udpræget arrogance eller almindelig usikkerhed, at de fire støjrockere i Marvins Revolt leverede det mest indadvendte sceneshow i mands minde på Studenterhuset i København fredag aften, skal jeg ikke kunne sige præcist.

Men én ting er sikkert: deres optræden var ualmindelig uheldig i forhold til det publikum, der var mødt op for at høre dem. Og uanset hvad, så kan de roligt pakke arrogancen sammen – deres musikalske slægtskab går i lige linie tilbage til firsernes og halvfemsernes store amerikanske støjrock-udladninger, uden det helt store personlige tillæg til lydbilledet. Også usikkerheden skal der virkeligt arbejdes med, hvis de nogensinde skal gøre sig forhåbning om at få musikken bare et halvt skridt udover scenekanten.

Selvom de sejler særdeles tæt på i deres fortolkninger af støjrock-ikonerne, så besidder den tidligere Kalundborg-, nu København-baserede kvartets numre alligevel en god portion dynamik og afveksling i melodierne, og hvert af dem fremstår som distinkte helheder. Med små fine og susende støj-broer mellem numrene, lød det da også til at de rent faktisk havde overvejet, at det var en scene, de stod på, og ikke øvelokalet.

Alligevel spillede de i dén grad for sig selv. Numrene blev leveret på rutinen, og den potentielle afveksling, der ellers lå i at både begge guitarister og bassisten også fungerer som sangere, blev på ingen måde udnyttet. En ting er, at ingen af dem besidder synderligt stærke stemmer, men værre er, at det vitterligt så ud som om de slet ikke gad at synge. Der kunne simpelthen ikke spores bare snerten af lyst til at skære igennem til publikum.