PowerSolo har netop udgivet et album, der kører den traditionelle amerikanske musikkultur en tur gennem den danske pløjemuld. Soundvenue tog en snak med de selvbestaltede bonderøve om det nye album, livet på landet, racerløb og sagaen om en mexicansk wrestling-pornostar.
Overfor mig sidder PowerSolos frontmand, Kim “Kix” Jeppesen sammen med guitarist Jens “Chief Benz” Søndergaard og trommeslager Bo “Atomic Child” Jeppesen. Jeg har nervøst brugt et par minutter på at fumle med min minidiscoptager og har ikke kunnet undgå at lægge mærke til de farvestrålende billeder af halvnøgne damer og ufoer, der dækker Kix’s arme. Ligesom jeg har haft svært ved ikke at stirre på hans ekstremt velfriserede halvtredserinspirerede rockabilly hår.
Kort sagt ligner han, som han selv synger det på gruppens nye album, ‘A Truckdriving Motherfucker’.
Men jeg kommer ikke særligt langt ind i interviewet, før jeg bliver klar over, at der bag Kim Kix’s hillbilly-ydre gemmer sig en kompleks og tydeligt intelligent mand, der både brænder for amerikansk musikkultur, sproglige neologismer og racerløb.
It’s Raceday!
Kix’s fascination af racerløb kommer hurtigt i fokus, da jeg beder ham om at forklare den lidt bizarre albumtitel, ‘It’s Raceday …And Your Pussy Is Gut!!!’.
– Bo og jeg er helt vilde med racerløb, siger han, mens hans øjne pludselig lyser op.
– Vi tager rundt til formel 1-grand prix’er, når vi er i udlandet. Og når du tager til en grand prix-weekend, så er der en stemning som Roskildefestivalen gange 100. Du går rundt fra om torsdagen og bygger dig selv op til søndag, der er “raceday”. Det er der, det gælder. Det er kulminationen på noget godt, noget spændende, der er bygget op over en periode.
Og det er netop den enorme energiudladning, der først overmander lytteren på ‘It’s Raceday …And Your Pussy Is Gut!!!’. Numrene, der sjældent overskrider tre minutter, sparker simpelthen som et æsel i brunst, og det er ikke helt ved siden af, når Kim Kix beskriver bandets musik som “Protein i Palmin”.
Rødderne i orden
Når man er kommet sig over det første granatchock, begynder man også at lægge mærke til, hvor autentisk PowerSolo lyder, når de med fråde om munden kaster sig ud i den amerikanske musikarv.
– Vi griber fat i rødderne på det, som vi arbejder med, siger guitarist Chief Benz.
– Når vi for eksempel spiller country, så går vi tilbage til 40’erne og 50’erne til folk som Hank Williams, selvom vi selvfølgelig også prøver at give det vores eget udtryk, tilføjer Kim Kix.
Bandet spillede sidste år deres første jobs i staterne, og her kunne de tydeligt mærke, at der var en langt større naturlig genkendelse af bandets musikalske rødder end i Danmark. Her hjemme er det de færreste, der nikker genkendende til navne som Hazil Atkins, Bo Didley eller Hank Williams.
– Amerikanerne ved, hvor vores musik stammer fra, og samtidig bliver vores musik endnu mere interessant af, at vi kommer fra et lille land som Danmark og spiller noget, der er så
ærkeamerikansk, fortæller Kim Kix.
Kronjydske hillbillies
Men det er ikke kun PowerSolos musik, der sender en kærlig tanke til USA. Albummets tekstunivers og stil er også gennemsyret af en tydeligt amerikansk inspireret hillbilly-attitude, fra tekster om truckerlivet og Nascar-løb til bagsidebilledet af bandet, der stolt poserer ved siden af en traktor.
Men som Kim Kix siger det, så giver deres egen “bonderøvsbaggrund” dem et slags åndsfællesskab med denne country- og hillbillykultur
– Bo og jeg stammer fra Kronjylland, og Jens er fra Mors, så vi ved godt, hvad det vil sige at komme fra landet. På den måde er der ikke den store forskel på at bo på landet i Danmark og i USA. Du bor et sted, hvor der ikke sker særligt meget. Det er små samfund, hvor folk er sære og ser lidt sære ud, det hele går lidt langsommere, og sådan er vi også. Men vi har også en humoristisk distance til det at være bonderøve, og tager lidt pis på det.
Sagaen om den mexicanske wrestling-pornostar
At PowerSolo bestemt ikke tager sig selv så højtideligt, kan man tydeligt høre på bandets første single fra det nye album, den mexicana-inspirerede ‘Juanito’, hvor Kim Kix med en god del sproglig opfindsomhed og tungen placeret tungt i kinden udlægger en noget alternativ erotisk odyssé
– Det er det en total trash-tekst. Det en amerikaner ville kalde for “bad spanish”, forklarer Kim Kix, da jeg spørger til historien i Juanito.
– Nummeret handler om ‘Juanito’, en wrestling-porno star, som rider rundt i Mexico fra øst til vest på sit æsel og nedlægger “Chicas” med sin charme og sine store overarme.
Omkvædet lyder: “Hola senorita click el dick por un mundo bizarro fiesta sexual”, hvilket Kim Kix selv oversætter til noget i i retning af “Halløj Senorita, klik på pikken for en verdensomspændendende bizar sexfestival”.
Men spørgsmålet er, om PowerSolo ved at lancere det nye album gennem et så absurd humoristisk nummer som ‘Juanito’ risikerer at reducere det glimrende og varierede album til en dårlig landeplage.
– Det har været op at vende, men det handler også om, hvad vi kan trænge igennem med. Hvad kan ham ude ved høvlebænken stå og trampe med til sammen med hende inde på kontoret, siger Kim Kix.
Og der er noget, der tyder på, at satsningen har båret frugt. I skrivende stund har ‘Juanito’ allerede gået sin sejrsgang på alt fra P3 til Snurre Snups Søndagsklub, og selv min far har stået og trampet i takt til PowerSolos fængende helteepos.
Senere i marts drager PowerSolo så til Texas, hvor de for andet år i træk skal spille på South By Southwest-festivalen. Og mon ikke der blandt publikum nok skal være en texaner eller to, der finder PowerSolos smittende donkeypunk værdig til båndoptageren i pickuptrucken?