Andrew Hill

Andrew Hill’s Jazzpar koncert er med skandinaviske blæsere (OK. en fra Litauen) og medbragt bassist og trommeslager hjemmefra. Modige og kompetente folk som går til opgaven uden frygt. For, som der står så diplomatisk i pressemeddelelsen:”Musikken formåede at dele sit publikum med sin kompromisløshed”.

Der lægges hårdt ud i det første nummer med lange free-jazz passager, hvor blæserne hele tiden kommer ind fra nye vinkler med små melodistumper. I “Flying To The Sky” udnyttes det righoldige instrumentarium i sprøde blæserklange, og senere efter en smuk sax/basklarinet duet blander de resterende blæsere sig i et ret vellykket kollektiv. I “Ghetto Echoes” er der ret meget kaos, men smukt trompetspil med mindelser om Booker Little, som får én til at spidse ører. Hvordan er mon oplægget til sådan et stykke musik?

Mest vellykkede er de numre som holdes sammen af bas- ostinater. Rigtig snedigt i nummeret “11/8”, som lyder hen ad 5/4! Og rigtig effektivt hvor tuba og bas er sammen om at lægge bund.
I koncertens klaversoloer står Andrew Hill selv ikke tilbage for Cecil Taylor i uforudsigelig opfindsomhed. Mest og bedst høres han trio i rubato-vignetten med titlen “Do To”.

Afslutningsnummeret “When The World Stays Still” er helt roligt og gennemskrevet og meget, meget smukt.
En CD med mange spændende og smukke afsnit, og meget kaos. Fint at det bliver spillet, og at det bliver udgivet.

Andrew Hill. 'The Day The World Stood Still'. Album. Stunt Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af