Mono

Svag trafikstøj høres, en harmonika spiller. Så er første nummer i gang. Det er knap 11 minutter langt og hedder ’16:12′. Violiner sætter ind, bækkener bruser. Efter tre minutter kommer guitaren til. Det er dramatisk, stemningen bygges op, tager til og tager fat. Trommerne sætter trumf på sammen med den hidsige støjguitar, der halvvejs inde får det til at kulminere. Og således fortsætter det de otte numre igennem på albummet med den svævende titel, ‘Walking Cloud and Deep Red Sky, Flag Fluttered and the Sun Shined’, der forsøger sig med en effektiv opbyggelig instrumental postrock med lige dele støjende og sentimentalt islæt.

Selvom bandet hedder Mono, er stereobilledet fyldt fuldt ud på gruppens tredje album, der er blevet løftet af indie-godfather Steve Albinis produktion. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så har de absolut intet at gøre med midt-90’ernes britiske trip-pop band.

Disse fire drenge er japanere, og udover inspiration fra støjhistorien mellem Sonic Youth, Mogwai og God Speed! Your Black Emperor, har de en hel del mere tilfældes med deres landsmænds horror-film fra de senere år. I særdeleshed Hideo Nakatas The Ring og den Hitchcock-inspirerede Dark Water.

Den stærkt soundtrack-orienterede stemningstilplastrede stil er på én gang albummets styrke og svaghed. For mens støjstykkerne nok kan bringe minder om dirrende psykologiske kriser klædt på som film, er strygerne i de lindrende stykker præcis så sentimentale, at de – i hvert fald for undertegnede – er aldeles umulige at tude over. De filmiske kvaliteter i musikken er umiskendelige, men i stedet for at åbne for lytterens egen fantasi og medfortælling tager dramatikken i kompositionerne i dén grad styringen, så forførelsesforsøget i sidste ende kommer til at ligge nærmere Hollywood end horror.

Kun den godt 15 minutter lange næstsidste skæring ‘Lost Snow’, hvor tøjlerne slippes helt og aldeles løs, får for alvor lov til at stikke ud og skære igennem. Her er spændingen igennem kompositionen bevaret, så det er skræmmende, bidende og ligefrem ondt. Men også den udladning hives helt ned under bæltestedet igen med det vattede afslutningsnummer, der udjævner den ellers tindrende skønhed til, hvad der afslutningsvist mere virker som en fortænkt bagatel, end et gennemtænkt værk.