Morrissey

“Close your eyes / And think of someone / You physically admire / And let me kiss you.” Den martrede britiske popsanger Steven Patrick Morrissey er tilbage med sit første studie-album i syv år, og skal man tro nummeret ‘Let Me Kiss You’, har han endelig fundet en plads i solen og har affundet sig med sine grå hår.

Den bergerac’ske ønsketænkning slår dog ikke helt igennem. Selvom han både er friskere og i bedre form end på forgængeren ‘Maladjusted’ fra ’97, så er ‘You Are the Quarry’ en samling lettere gråhårede, og i flere stunder nærmest musealsk tilbageskuende numre, der nok er med til at stadfæste hans position som en af nyere tids stærkeste sangskrivere, men som oftest får én til at savne tidligere tiders mere mindeværdige musikalske øjeblikke.

Med ‘America Is Not the World’ og ‘Irish Blood, English Heart’ som konkrete undtagelser, der forener det tidstypiske med det tidløse, er der tale om klassiske Morrissey-temaer, kredsende omkring kærligheden og karrieren, og endnu engang formår han at hæve det eksistentielle og universelle ud af sit ironiske navlepilleri.

God guitarlyd og let klaver bakker de fleste sange fint op, og ind imellem spændes der op med plastiske synths og maskin-tighte trommer. Musikken er motoren, som Morriseys vokal flyder igennem som den reneste olie.

Der er fine øjeblikke undervejs, med det rockende ‘The First of the Gang to Die’ som det mest kontante eksempel, men også noget der nærmer sig ren røvballe med numre som ‘Come Back to Camden’ og ‘All the Lazy Dykes’.

‘You are the Quarry’ trænger nok igennem, men griber sjældent fat for alvor. Det er ikke et anbefalelsesværdig sted af starte for nye fans, og forhåbentligt ikke et sted at slutte for gamle.