Sondre Lerche

“Det lyder som noget, jeg har hørt før”. Det er lige præcis den smag, der breder sig i munden, når det andet udspil fra nordmanden Sondre Lerche tager sin jomfrutur i cd-afspilleren. Når de 12 numre på ‘Two Way Monologue’ er færdige med at rotere, så er det begrænset, hvad der hænger ved. Årsagen til dette skyldes uden tvivl, at der ikke er noget som helst nyt eller finurligt på albummet. Det bliver derved en halvkedelig affære at lytte til.

Den 21-årige Sondre Lerche er af mange musikkyndige blevet udnævnt til at være et godt bud på en kommende musikalsk eksportvare for Norge. Det er især et udsagn, der er blevet påhæftet hans debutalbum ‘Faces Down’ fra 2002, der var en lille perle. Men hvis eksperternes profeti skal gå i opfyldelse, så skal den unge nordmand levere en mere holdbar indsats, end den han lægger for dagen på ‘Two Way Monologue’

Efter et par gennemlytninger så vokser pladen dog en lille smule, men det bliver aldrig et decideret interessant bekendtskab. Dog viser Sondre Lerche i glimt, at han formår at skabe nogle underfundige passager og gode melodier. Det sker specielt i numrene ‘On the Tower’ og ‘Wet Ground’, der indeholder en smule nytænkning og musikalsk nerve. Disse små øjekast til den musikalske kærlighed, er dog langtfra nok til at hæve det samlede indtryk.

Så alt i alt bliver ‘Two Way Monologue’ bare endnu et album, der har en mand med sin guitar og en håndfuld sange som tema. Et koncept, der er hørt mange gange tidligere, men som regel med et mere interessant udfald.