Roskilde 04: The Shins – en times sommersol
Selv da lyset blev tændt, og scenens bagtæppe trukket til side, ruskede begejstrede klapsalver fortsat i Pavilions tunge teltdug. Publikum nægtede at give slip på amerikanske The Shins og deres sommerlige sangunivers, når nu regnen stadig høvlede ned ude i virkeligheden.
Forsanger James Mercer evner at skrive sjaskhamrende charmerende popsange, der fænger i en næsten flabet grad, selv om de svøbes i indierockens krøllede overfrakke. Mercer er en Brian Wilson eller John Lennon for vores generation, selv om hans band ikke er helt så legelystne som Beach Boys og Beatles.
Publikum var så klar, at det umuligt kunne kikse for The Shins – selv om de lagde lunkent ud med ældre sange, der ikke fik lamperne til at lyse i den kollektive hukommelse. Så snart bandet luftede sangene fra deres seneste album, det fremragende “Chutes Too Narrow”, blev der dog banket varme og klappelyst i folket. Favoritter som “So Says I” og “Saint Simon” red yndefuldt på ryggen af Mercers ubesværede vokal, imens resten af bandet skabte en stram rockende bund.
Det virkede så simpelt, men The Shins fortjener Roskilde-respekt for at have fremmanet en sand sommervibe midt i sumpen. Om så blot for en time.