Finn Brothers

Rigtig megen popmusik er ligegyldig. Hvorfor? Fordi man alt for ofte stiller sig tilfreds med at udfylde de kendte formler, og glemmer at tilføje personlighed. Sidstnævnte har de to australske Finn-brødre, Neil og Tim, heldigvis stadig masser af. Så meget at de har været til og fra hinanden i flere omgange i Crowded House. Lillebror Neil skriver lidt bedre melodier end storebror, og det har ofte irriteret Tim. Sidst de lavede noget godt sammen var i 1991 med ‘Woodface’, der indeholdt mindst én evergreen: ‘Weather With You’.

På ‘Everyone Is Here’ svæver de melodisk flot igen. På højdepunkter som åbningssinglen ‘Won’t Give In’ og den egentlige perle, ‘Luckiest Man Alive’, løfter de jobbet som popsmed til kunstneriske højder. Skidt så med at de i sidstnævnte sang har lånt lidt akkorder fra Nils Lan Dokys arrangement af R. Kellys ‘I Believe I Can Fly’.

Ved første gennemlyt kan melodierne lyde ordinære, men når først øret fanger de melankolske guitarstrømme, forvandler musikken sig og flytter ind i både krop og sjæl. Det som først lyder banalt løftes flot og organisk til flydende musikalsk honning.

At brødrene ikke helt når de tidligere højder, skyldes at kvaliteten daler på anden halvdel af pladens tolv numre. Det er dog fuldt ud tilgiveligt, at melodierne bliver lidt tynde i toppen som brødrene selv, når de første seks numre næsten alle er slidstærke ørehængere. De new zealandske brødre har tidligere været beskyldt for at lyde meget som The Beatles, og det gør de heldigvis stadig.