Baby Woodrose

De er håbløse romantikere, Baby Woodrose. Snotforelsket i 60’ernes rockkoryfæer som Love, The Sonics og The Stooges. Og midt ud af ingenting står de nu frem og erklærer åbenlyst den kærlighed, nogle nok havde spottet allerede sidste år, da albumsuccesen, ‘Money For Soul’, blev almenkendt her til lands.

For Baby Woodrose pløjer langt fra jomfrueligt jord. På dette cover-album, en regulær hyldest, bekender de sig helt og holdent til rødderne fra dengang, hvor batik var et afholdt mønster på de brogede beklædningsdele, og hårpragten velsagtens var lang af natur. Et skrifte, der bestemt ikke er uden charme, men heller ikke strutter af vellykke hele vejen igennem.

‘Dropout’ virker sine steder noget forceret, når det ene fodrappe nummer efter det andet eksekveres i et sådan tempo, at melodierne truer med at udviske sig selv i ligegyldighed og forglemmelse. Et faktum, der sagtens kunne have været forhindret, hvis blot Baby Woodrose havde været dristige nok til at smide et par ballader ind på tracklisten, eller hvis de på anden måde kunne have tilført en smule afveksling til det rigidt, opskruede tempo.

Men det lader sig faktisk gøre at opsnuse en håndfuld vellykkede numre i forbifarten. I den forbindelse er det især positivt at stifte bekendtskab med Lorenzo, Roky og Rikki Woodrose’ udgave af det relativt ukendte band, The Painted Faces’ ‘I Lost You In My Mind’, der i trioens kløer er blevet godt behandlet og dygtigt fortolket.

Det er pladens resterende ni numre for så vidt også. Kemien vil bare, at ‘Dropout’ som en helhed ikke virker lige så forelsket i Baby Woodrose, som Baby Woodrose øjensynligt er i den.