Green Concorde – flyvning med lufthuller
De folk, som valgte at blive efter, Mikael Simpson havde beriget Voxhall med første klasses underholdning en masse, kunne på den bagvedliggende Club Sanz-scene overvære københavnske Green Concorde.
Kvartetten, som befinder sig i det samme musikalske luftrum som hedengangne Pavement og rendestensromantikerne i Interpol, har ikke meget mere end godt et år på bagen. Men alligevel har de allerede sikret sig en såkaldt ‘split-cd’-kontrakt med det hollandske pladeselskab Zabel Muziek, hvilket må sige at være en fornem bedrift af så ungt et band.
Desværre havde den grønne concorde lidt svært ved at leve helt op til lovprisningerne denne lørdag aften på Voxhall. Et lettere umedgørligt trommesæt og et tydeligt nervøst band gjorde det noget vanskeligt at finde lykken i kvartettens slackerrock, som i genrens natur ellers nok tillader, at der falder en falsk akkord eller et forkert trommeslag her og hisse – så længe musikken ikke sygner hen i det rene ulave.
Det gjorde Green Concorde nu heller ikke. Hertil har bandet for godt et tag om de fængende guitarhooklines og vokalfraseringer. Som nu den ulmende ‘Detroit’, hvor forsanger Mortens skingre og til tider beske vokal lod linjerne: “Chicago is a good girl / But Johnny is in Detroit” recirkulere, indtil de havde sat sig godt og grundigt fast på nethinden. Eller den straightrockende ‘Toxic Symphony’, hvor Green Concorde lød som om, de var kommet Interpol i forkøbet og havde snuppet det guitarriff, New Yorker-kvartetten med garanti også havde udset sig.
Men ujævnhederne var ikke sådan til at overse under aftenens koncert, hvor Green Concorde heller ikke løsnede meget mere end et “Tak” i ny og næ til publikum. De havde nok at gøre med at holde nerverne væk og gejsten oppe, og det var ærgeligt – især når talentet trods alt langt fra udeblev.