The Aluminum Group

“Det var dog en rar popplade”, tænker man, når man første gang har lyttet sig igennem The Aluminum Groups nye album. Så lytter man til det en gang til; der er stadig meget rart, men derefter er det som om, det begynder at blegne. Det er stadigvæk rart, glat og lyttevenligt, men efterhånden som man lytter til det flere og flere gange og lægger mærke til detaljer hist og her, lægger man lige så meget mærke til, hvordan mange af numrene minder om hinanden, og i virkeligheden slet ikke har så meget at byde på, som man først troede.

Når det er bedst, har de ret stor lighed med en renskuret version af tyske Notwist og deres iørefaldende popmelodier og musikalske drillerier, hvor en stor del af udtrykket er den nærmest udtryksløse vokal. Derfra krydser de en gang imellem over og bliver til en slags bossanova med elektroniske strejf. Havde resten af numrene haft samme holdbarhed som disse, havde The Aluminum Group haft fat i den lange ende.

I stedet flader de ud, bliver kedeligere og kommer til at minde om noget, der er mere velegnet som harmløs baggrundsmusik med nærmest croonende vokal end til nærlytning. Så hvis ens nabo eller ven allerede har anskaffet dette album, behøver man ikke gøre det selv. Der vil ikke gå længe før vedkommende er træt af det og giver det videre.