Adam Green

Først et skævt smil. Så et lille fnis. Og derefter en ren, rullende latter. Amerikanske Adam Green skriver folk-inspirerede sange med et stærkt humoristisk stænk, som bare ikke vil gå af i vask. Bogstaveligt talt. Den unge New Yorker-knægt bruger nemlig flittigt halvbeskidte emner som sex og stoffer til at hudflette det ene bizarre scenarium efter det andet, hvor hverken den amerikanske musikscenes prygelknabe nr. 1, George W. Bush, eller andet godtfolk får lov at gå fri.

På ‘Gemstones’ – Adam Green’s tredje udspil – er udkommet imidlertid befriende morsomt, fordi den unge singer/songwriter tydeligvis har hjerne og forstår at servere sine underforståede pointer midt i alt griseriet.

Og jovist er der steder på albummet, hvor den uortodokse ordstrøm bliver en smule for plat og svær at fordøje. Men så er det bare at gå på rov i bunken af små, vellykkede melodier, som heldigvis også har fundet vej til “Gemstones” – og som klinger lidt af Beck, hvis han altså var til folk.

Titelnummeret er således en uafrystelig, sorgløs lille sag, som får fint selskab af den mildt calypso-fornemmende ‘Carolina’ – der i al beskedenhed handler om pigen af samme navn, og hvis kropsdele smager af lidt af hvert – og den søvnige, momentane ballade, ‘Bible Club’, ej at forglemme.

Det er anderledes og overrumplende. Og kan du bare rimeligvis forholde dig til smådumme platheder og perversiteter, bør du høre ‘Gemstones’. Din indre drengerøv vil takke dig.