Craig G & Wordsworth – værdige ord
Efter sidste år at have set en fremragende optræden, hvor især fristilsrappen lyste op, var det med store forventninger at undertegnede befandt sig på Rust og var klar til at høre aftenens første kunstner, Craig G. Men sagt med det samme, så var den mængde spiritus, som ved sidste koncert hjalp Craig G til at få gnisten til at eksplodere, desværre overdrevet en smule, så den i stedet havde slukket en del af Craig G’s glød, stemme og fantasifulde fristil. Hvad der sidste gang, med Noize som hasteindkaldt dj, var en formidabel præsentation af rapstile og temposkift, var denne gang afløst af en monoton rap og dj’en var skiftet ud med en cd, som kørte uden stop fra showets start til det øjeblik, hvor Craig G ville fremføre noget ‘new shit’.
Det medførte en vis distance mellem publikum og kunstner, og det der foregik på scenen blev for meget standardprodukt og rutine og for lidt musisk excellence og nærvær. Kun stedvis under de forprogrammerede fristilssekvenser formåede Craig G at inddrage publikum. Her gik han ud blandt publikum for at fristile over trøjetitler og genstande fra publikum, hvilket vandt stor begejstring, selvom kreativiteten og de spektakulære sætninger udeblev med enkelte undtagelser, som da han rappede ‘I say to the police – sut min pik’.
Anderledes oplagt virkede Wordsworth, der fra start fik det halvvågne Rust til at bevæge sig mod øvre luftlag med de himmelske hymner fra nummeret ‘Oh Lord’. Han gik med sin lyse rap klart igennem og befandt sig gennem hele showet punktligt på beatet. Efter at have holdt et imponerende niveau gennem de første fire numre, hvor den ene gejstlige produktion afløste den anden, bevægede aftenens hovedperson sig ned blandt publikum, som Craig G tidligere havde gjort det. Dette for at få den sidste del af publikum til at hengive sig til hans overlegne rapflow og for at hente inspiration til sin fristil, som han for sig selv og med makkeren Punchline, i undergrunden og med deltagelsen i Lyricist Lounge, er blevet kendt for.
Wordsworth fik vist, at han bør blive kendt for andet end sit talent som fantasifuld rimsmed. Bedst illustreret med hans forklarende introduktion til ‘Trust’, som han har skrevet med og for sin datter. Eftertænksomheden blev suppleret med en teknisk formåen, som gav publikum åndenød, når de mødtes med hans nærmest umenneskelige rim-ordstrøm uden tid til åndehul.
Aftenens halvanden times optræden blev fulgt op af en kollaboration mellem Craig G & Wordsworth. Sigende for aftenen havde Craig G et whiskeyglas i hånden, mens Wordsworth havde taget Carlsbergs kildevands-reklame til indtægt. Den næste halve time befandt Craig G & Wordsworth sig på scenen, blandt publikum, på et Smooth Tha Hustla-nummer og på en Alchemist-produktion i en lang fristils-seesion. Her skilte Wordsworth sig ud, selvom Craig G tæt mod slutningen og til stor jubel henledte publikums opmærksomhed på historiens gang: ‘…since I fucked up Supernatural.’
Alt i alt en koncertoplevelse hvis rapmæssige niveau, med Wordsworth som udmærkelsen, kun kan påskønnes. Endnu engang havde Mid Week Brakes hentet to kompetente herrer til København. Alligevel manglede hiphopkoncerten sit andet element, da dj’en i fysisk tilstedeværelse var reduceret til de korte øjeblikke, når Craig G eller Wordworth skiftede produktionerne ved at bytte de fabrikerede laserdisks ud. Det tomrum blev dog efter koncerten udfyldt af humørbomben DJ Lebon. Må cirkusklovne misunde hans smil, som på fornem vis fik dannet en god afrunding på aftenens koncert, som desværre kun langsomt fik det alt for lade publikum til at svinge balderne.