Donovan

Med udsøgt sans for underspillede detaljer inviterer den gamle kending Donovan til lige under en times velbehag på hans seneste udspil ‘Beat Cafe’. Med ønsket om at indfange den bohemske atmosfære fra de små caféer, the beats, hvor poeterne sugede inspiration og anseelige mængder kaffe og sprut, har Donovan bl.a. allieret sig med bassist Danny Thompson, der blandt sine meritter kan regne en uforglemmelig indsats på singer-songwriter-ikonet Nick Drakes debut, ‘Five Leaves Left’. Vi taler med andre ord om levende legender i hopla på dette konceptprægede album.

Donovans varme og delikate stemme udgør det solidt placerede pejlemærke og med sikker hånd guides man rundt i det røgfyldte lokale, der emmer af kondenseret sidegadevisdom. Albummets force er, måden man fornemmer, hvordan hvert et ord er resultatet af livslang erfaring som med nænsom graciøsitet og fuld kontrol over de sparsomme virkemidler formidles effektivt.

Et udspil, der i allerhøjeste grad revitaliserer Donovan som den nærværende trubadur, der med sproglig overlegenhed, svøber sine betragtninger ind i et hårdført udtryk, der ikke sådan lige lader tidens tand komme til for at gnave. Folk, blues, jazz og poesi mødes i en veldoseret fusion, hvor Donovan flere gange også lader den skæve galskab kigge forbi. Et stærkt udspil.

Donovan. 'Beat Cafe'. Album. Appleseed Recordings/Kick Music.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af