The Dears
Den canadiske sekstet The Dears har for længst erklæret deres kærlighed til The Smiths og Morrissey. En kærlighed der tilmed blev gengældt, da bandet åbnede for selv samme Morrissey under dennes nylige canadiske tour – og eftersigende var håndplukket til jobbet af mesteren selv.
Ikke overraskende byder The Dears da også flere steder på tydelige referencer til netop The Smiths på dette deres andet album, ‘No Cities Left’, der på fornem vis blander britpop, indie og post-rock sammen i et melodiøst både storladent og skrøbeligt værk.
Arkitekten bag The Dears er sanger, sangskriver og producer Murray A. Lightburn. Trods sine afroamerikanske rødder har Lightburn en fantastisk slående vokal lighed med ingen ringere end Blur’s Damon Albarn. Flere steder er ligheden decideret skræmmende – som det er tilfældet på ‘Lost In The Plot’ og ‘Never Destroy Us’. Sammenligningen er oplagt, men gør dog ikke Ligthburn’s vokal dårligere overhovedet.
‘No Cities Left’ er et yderst stemningsfuldt værk, hvor lyrikken kredser om det modløse, opgivende og depressive – uden at albummet af den grund bliver tungsindig at lytte til. Tværtimod. Lightburn mestrer nemlig de iørefaldende kompositioner, der både fænger og udvider sig. De enkelte numre bygges typisk op lag for lag i en stram men yderst detaljeret produktion, hvor brusende guitarkaskader bølger side om side med strygere, blæsere og midi fragmenter.
Det kan diskuteres om The Dears læner sig for meget op af sit britiske forbillede. Et nummer som det ellers fremragende ‘Who Are You, Defenders Of The Universe’ lugter langt væk af The Smiths, men omvendt låser canadierne sig på ingen måde fast i deres muse og albummet får hele tiden lov til at udvide sig. Øjensynligt et af de bedste upcoming bands, Canada har at byde på i øjeblikket.