Idlewild

Ak ja, det er den vej det går. Også rockbands bliver ældre. For en 7-8 år siden gav skotske Idlewild den som en flok uregerlige gadedrenge, der fik afløb for aggressionerne gennem støjende, og punket indie-rock. Her fire album og en stille musikalsk evolution senere ser det unægteligt noget anderledes ud. Idlewild og frontmand Roddy Woomble har taget årene til sig, er blevet mere eftertænksomme i udtrykket og tilsyneladende også klogere på livet. Hør bare, hvordan Woomble øser af sin erfaring på ‘Love Steals Us From Loneliness’, en af den nye plades bedste sange: ‘Don’t tell me you’re afraid of the past, it’s only the future that didn’t last’.

‘Warnings/Promises’ er en moden rock-plade næsten i god gammeldags klassisk forstand. Det ville dog være en noget uforsigtig omgang med de faktiske omstændigheder at begynde at himle op om, at Idlewild er, eller nogensinde har været, i besiddelse af et enestående og magisk sangskrivertalent. Det er ikke stor kunst som Woomble og kompagni leverer, dertil er Idlewild for fattige på særegenhed, musikalsk dristighed og ubændig charme. Og indimellem er det strengt taget ej heller videre ophidsende at lytte til dette udspil.

Men ærlige, bundsolide og afvæbnende fri for modeluner, ja, det er de fem skotter sgu. Og så besidder de trods alt håndværkskvaliteter nok til at redde en håndfuld sange fri af middelmådighedens lumske morads, som ‘Warnings/Promises’ ellers lidt for tit sidder ubehjælpsomt fast i. ‘Too Long Awake’ viser, at bandet ikke fuldstændig har kappet båndene til deres støjende fortid og er en veltimet opfrisker midtvejs på albummet. ‘El Capitan’ har med sit fine klavertema og let genkendelige omkvæd opskriften på noget, der snildt kunne være et mindre radiohit i Storbritannien, mens ‘Disconnected’ er et småmelankolsk stykke poprock, der simpelthen er rart at høre på – hverken mere eller mindre.