Blak Twang

Fra byen London, som har givet os Dizzee Rascal, Ty og Roots Manuva, fremtoner Blak Twang aka Tony Rotton aka Taipanic aka Tony Olabode, kært barn har mange navne, med sit fjerde album, og at der er et musisk slægtskab til en eller flere af de førnævnte kunstnere er til tider foruroligende klart.

Med sin dybe og melodiske stemme fører Blak Twang os gennem en time med varierende og vellydende musik. Bassen og trommerne er ofte fyldige og danner en fælles ramme for produktionernes ellers skiftende stemninger, som Blak Twang under et af alias’erne Tony Rotton hovedsagligt selv står bag. Dette er hiphop på engelsk, der nærmest vanen tro flirter med reggae og two-step, hvor blandingen af fløjl, storby, whiskey og cigar banker på metaforernes dør.

Produktion og rap stemmer fornemt overens, dog uden at det når ekstatiske eller nyskabende højder. På albummet er der “club bangers” (‘Look Good’) i en engelsk og mere moden udgave, hengivne kærlighedserklæringer (‘Lady’) og lidt banale samfundskritiske hymner (‘My World’), hvor det understreges: “My life my life doesn’t imitate art / art imitates life for right”.

Variationen på rap- såvel som produktionsside gør, trods manglende originalitet, at albummet alligevel tåler mange gennemlytninger, for håndværket er i orden, og den britiske jargon og accent kan blive yderst vanedannende og er endnu ikke skamridt!