Framecode

Danske Framecode er en lidt usædvanlig blanding af hård rockguitar, synth og ørehængende hooklines – umiddelbart. På debutens indledende nummer ‘Me Society’ bidrager melankolsk leadguitar, tung crunchy rytmespade og små frække synth apeggios til et næsten teatralsk univers af eksploderende indestængthed, og det virker som en overbevisende indledning på et nyt bekendtskab. Men så løber overdrivepedalen tør for batteri, for resten af ‘Firetres’ minder mere om en decent popplade med smørtykke choruseffekter og pæne korstemmer i omkvædene.

Og det bliver blødere og blødere – til sidst synker man helt ned i sovsen af strygeorkester – blop! Selvom man, i disse metroseksuelle tider, helst skal have følelserne hængende uden på skjorten, kan man spørge om det ikke er meningen, at stenene skal falde ned – ikke op? For den potens og energi, der ligger i de første par sange fortabes i glemsel efter 11 andre med alt for monotone poprefræn, smurt ind efter alle kunstens regler i velproducerethed.

Trods det at ‘Firetres’ virker inkonsistent, beviser kvartetten alligevel, at de har noget på hjerte – at de kan kan skrive vedkommende musik og tekst, og samtidig har noget at ha’ det i. Forsanger og guitarist Jacob Søe bevæger sig ret ubesværet igennem de mange – trods lidt forvirrede – udtryk, og når det er bedst rør han ved en sanger som Chris Cornell, ligesom resten af bandet kvitterer med en solid opbakning.