Jesper Hempler

Jesper Hemplers debut er en poprock produktion af de mere stille. “En rigtig søndagsplade” skulle én af Hemplers venner have sagt, men det er ikke givet. I hvert fald ikke hos mig, hvor søndag er den dag på ugen, hvor man sætter sine yndlings cd’er i rotation og giver sig tid til at lytte i detaljen. Denne plade får ikke lov til at rotere længe på NAD’en, det er den simpelthen for kedelig til. Sangene er temmelig ledeløse og der er ingen kanter i den pænt polerede pop-produktion, der lige så godt kunne være 10 eller 20 år ældre.

Der bliver ikke lagt skjul på, at inspirationen er store sangskriverikoner som Dylan og The Beatles og i titelnummeret tager Hempler livtag med selv samme. Og var det ikke mandskoret fra lillebror Claus’ glade Fielfraz-dage der også havde sneget sig ind? Men det virker ikke, for sangene har ikke den samme tyngde, råhed og legesyge som både Bob og billerne mestrede.

Is it trash or is it treasure – is it pain or is it pleasure? synger Jesper Hempler på første skæring på ‘The Greatest Fool’. Men det er ikke rigtig en sondring, der slår an for pladen er hverken skidt eller skat, smerte eller nydelse. I stedet placerer den sig et eller andet sted ind imellem disse yderpunkter som en noget lunken oplevelse. Ikke rigtig grim, men heller ikke rigtig smuk – bare ret almindelig.