D-A-D

På trods af de 20 år D-A-D efterhånden har på bagen, besidder bandet stadig evnen til at strikke nogle gode rocksange sammen. Det viser det på én gang klassiske og tidløse guitarriff, der åbner første nummer ‘Lawrence of Surburbia’. Præcis sådan skal det gøres! Resten af albummet halter dog lidt efter. Nogle af skæringerne er virkelig gode, men det kniber med helheden.

Noget tyder på, at den skuffe, hvorfra Binzer-brødrene og co. henter inspiration til sangskrivningen, er bundløs. I hvert fald resulterede tiden i øveren i ikke færre end 25 nye sange. Af dem klarede 11 cuttet til det nye album, som D-A-D for første gang selv har produceret. Debuten bag knapperne slipper de udmærket fra, selvom resultatet er meget nært beslægtet med ‘No Fuel Left for the Pilgrims’. Men okay, hvis det skal lyde som en af deres tidligere plader, er det album ikke det værste mål at skyde efter.

De skarpeste skud på ‘Scare Yourself’ er, udover åbningsnummeret og titelnummeret, de mere rolige af slagsen som ‘Little Addict’ og ‘Allright’. Desuden vinder Jesper Binzers vokal på at have ilt nok til at følge med.

Når tempoet modsat skrues op til det mere hæsblæsende, giver det bagslag. På ‘Unexplained’ og ‘A Good Day to Give It Up’ virker det som om drengene klamrer sig fast på ryggen af en ustyrlig tyr på vej rundt i rodeoen. »I’m going too fast to change«, bemærker Jesper Binzer endda selv meget rammende på sidstnævnte. ‘No Hero’ falder af rodeotyren med det samme. Den er som snydt ud af næsen på et amerikansk poppunkband.

Om end flere af de nye sange er vellykkede, er der langt op til tidligere tiders rockklassikere. Noget ordentlig chok bliver det ikke til. ‘Scare Yourself’ skræmmer måske de yngre generationer, men de ældre, der stadig har bagkataloget liggende i de små grå, må nøjes med en begrænset pulsstigning.