Jenny Wilson
Hvad laver hjemmegående husmødre egentlig hele dagen? De sidder vel slumrende i sofaen, mens ungerne leder efter musefælder og stikkontakter, tænker du sikkert. Men, næ, næ, i hvert fald ikke hvis moderen hedder Jenny Wilson. Så bliver barnet afleveret hos sin plejemor, mens mor tager til sit lille studie for at lave fortryllet popmusik. Og tak skaberen for det, for svenskerens første soloalbum er suverænt.
Jenny Wilson har de seneste år præsteret noget af Sveriges mest interessante indenfor den skæve indiepoprock sammen med bandkollegerne i First Floor Power. Så der var store forventninger til soloudspillet. Forventninger som Wilson bestemt indfrier, og mere til, måske. I modsætning til FFP er Wilsons egne sange knapt så krukkede. De svinger bedre. Uden alt for mange temposkift og finurligheder.
Hun benytter stadig sine markante, huggende guitarriffs, men ellers spiller hun også trommer, bas, piano, vibrafon og synth. Specielt synthen har en mere fremtrædende rolle end hos FFP. Tag de uimodståelig singler ‘Summer Time – the Roughest Time’ og det vidunderlige ‘Let My Shoes Lead Me Forward’. Wow, det er så fedt. Sidstnævnte drives frem af simple trommer og synth, lidt bas, alt i mens Jenny Wilsons karakteristiske falset tager af sted ud i rastløsheden. Det er til håndklap, svaj i hofterne og brede smil. Det er lykkens lydspor.
Albummet virker som lidt af en teenage-dagbog, hvor Wilson ser tilbage på ungdommens problemer. Ja, titlen siger vel alt – ‘Love and Youth’. Der er lige en undtagelse. Nemlig sangen ‘Bitter? No I Just Love To Complain’, der skyder med skarpt mod pladebranchen. Ironisk nok har Wilson valgt at give sangen et svingende refræn, som ethvert pladeselskab ville hungre efter i dets dollars-and-cents mentalitet.
Jenny Wilson har formået et fuldstøbt album, der også har plads til mere eftertænksomme stunder. Der er ikke så meget andet at sige. Hun er for sej. Gid der fandtes flere mødre, som hende.