Stereo MC’s

I 1992 fik verden ørerne op for Stereo MC’s, der med numre som ‘Connected’ og ‘Step It Up’ brød igennem lydmuren. Den britiske gruppe har siden da gjort sig bemærket inden for den amerikanske paradedisciplin – hiphoppen. På deres egen funky facon har de med lakonisk og nærmest talende rap markeret sig som et originalt og alternativt indslag på en hiphop-scene, der i hobetal lider af plagiater, klicheer og mærkværdige meningstilkendegivelser.

På gruppens femte album ‘Paradise’ bevæger de sig stadig i spændingsfeltet mellem hiphop, dance og funk med frontmand Rob B’s halvt syngende, halvt talende rap med ærkebritisk accent i centrum. Kombineret med groovy basgange, trommeloops og blæserarrangementer skaber de deres eget brit-hop, men denne gang uden den nerve, kant og friskhed, der dominerede de tidligere albums.

I stedet er det blevet til et mere soulet og tilbagelænet udspil, hvor musikken oftest forbliver uforløst, tenderende til det uoriginale. Helt galt er det ikke, og enkelte steder viser veteranerne, at de stadig kan. Bedst er det, når de fyrer op under blæsere og basgange, sætter tempoet op og Rob B folder sig ud med sit inciterende og messende rap.

Stereo MC’s viser sporadisk deres potentiale, men uden samme overbevisning som hidtil. Det iørefaldende og fristende i deres musik synes væk, og uforvarende pjasker de rundt i middelmådighedens magelighed. ‘Paradise’ er sålunde ikke englesang, men ej heller et stykke livløst lydtapet. Desværre lander de et sted midt i mellem, hvor pladsen i forvejen er trang.