Supergrass
Pludselig giver det hele mere mening. Da Supergrass sidste år udgav opsamlingsalbummet ‘Supergrass is 10’, var det for at viske tavlen ren og starte på en frisk med deres femte album ‘The Road to Rouen’. Den nye start markerer endegyldigt afskeden med den catchy 60er-inspirerede britpop, som var dominerende på de første udgivelser.
I bedste Saybia-stil blev albummet indspillet i landlig idyl på en gammel gård i den nordfranske by Rouen. Dette afbræk fra den hektiske engelske hverdag gav Supergrass god tid til at filosofere over tilværelsen.
Første del af Vejen til Rouen er en spændende rejse gennem de samme storladne landskaber med strygere og blæsere, som John Lennon i sin tid også besøgte. Flyglet er rullet ind fra kulissen og bærer nu musikken. På den anden del af færden er seværdighederne blevet skarpere og mere Led Zeppelin’ske. Her er det igen guitaren, der trækker læsset. Generelt er sangene på hele udgivelsen blevet mere dybsindige og kræver nu mere end et par gennemlytninger for at trænge ind under huden.
På de seneste par album har Supergrass flirtet let med den ‘nye’ stil, så forvandlingen er ikke sket natten over. På åbneren ‘Tales of Endurance’ bemærker Gaz Coombes: “Making sense of what I’ve heard / And what is on my mind / Well don’t look down cos it’s far to fall”. Måske er de i tvivl om holdbarheden, selvom det er helt uberettiget. Desværre tager rejsen kun en halv time.