Kitty Wu

Åbnings-sekunderne af ‘Spending Black Time’ på dansk/svenske Kitty Wu’s nye plade ‘Knives and Daggers’ lyder som noget kollegerne i Interpol kunne have undfanget. Det er nu ikke fordi Kitty Wu i det hele taget er begyndt at gå amerikanerne efter i bedene, dertil er kvartetten for sikre på deres eget udtryk og evner. Men forbindelsen er ikke helt skeløjet. For som Interpol excellerer Kitty Wu i kuldslåede, formørkede stemninger og det i sådan en grad, at bandet kandiderer stærkt til titlen som dansk rocks ubestridte mørkemænd.

‘Knives and Daggers’ bygger på stram, fokuseret sangskrivning uden overflødigheder. Uden at blive bastant fremstår musikken kompakt som en knyttet næve. Ikke en knytnæve, der optændt af raseri slår ud efter alt og alle. Nej, snarere én hvis konturer kan skimtes i frakkelommen på den fremmede, der færdes i de mørke gader i storby-universet, som Kitty Wus musik giver mindelser om, og teksterne indimellem kredser om.

Kun sjældent forløses den tungt ladede atmosfære, knytnæven bliver i lommen velvidende om det meningsløse i at gøre modstand. Det giver en gennemgående rugende og knuget stemning eksempelvis manifesteret i ‘Sinners Will Pay’ og ‘Beggars and Choosers’, hvor den skæbnesvangre tekstlinie »Tell me of the shooter taken by his own ricochet« præcist opsummerer humøret på ‘Knives and Daggers’.

Den indestængte, kontrollerede frustration, som er det store plus ved Kitty Wu, koster indimellem – og måske naturligt nok – lidt på den melodiske front. Her trækker ‘Spending Black Time’ og ‘Give In/Give Up’ en stor del af læsset, og man kunne måske ønske sig en eller to rigtigt stædigt fastholdende melodier oven i hatten. Blot et fromt ønske som dog næsten tangerer grådighed, for ‘Knives and Daggers’ er en glimrende rockplade, der ved, hvad den vil og kan.